En underlig søndag aften!

Efter en dejlig afslappende søndag, hvor jeg ikke havde lavet meget andet end sove længe, skrive mails, se film og spise med de andre, kom jeg hjem til min lejlighed omkring klokken 21. Jeg konstaterede hurtigt, at jeg ikke kunne låse min dør op! Jeg har to døre ind til min lejlighed og den yderste er en rimelig massiv metaldør. Nøglen ville hverken frem eller tilbage. Jeg besluttede mig for at ringe til Lars for at finde ud af, om han kunne gøre noget, og da han efter at have prøvet længe heller ikke kunne få døren op, så var der ikke andet for end at ringe til vores kontaktperson, Lorna! Det tog sin tid at få forklaret hende problemet – hun blev ved med at sige ”are you sure it´s the right key?”… Så efter snakken frem og tilbage sagde hun, at hun ville ringe tilbage, når hun havde fundet ud af noget. Jeg satte mig rimelig opgivende og meget svedig ned på gulvet i opgangen (tror der er omkring 35 grader ude i den opgang) og Lars stod ved siden af, da der kommer en dame og hendes datter ud af elevatoren – det er åbenbart min nabo. De spørger på kinesisk, hvorfor vi er i opgangen og jeg svarer på engelsk, hvilket de ikke forstår noget af, så de går ind i deres lejlighed. To minutter senere kommer damen ud igen og siger en masse på kinesisk og det korte af det lange er, at vi bliver inviteret med ind i deres lejlighed. Datteren har en Winnerway skoleuniform på og hun går i 8. klasse, men hendes engelsk er desværre ikke så godt, fordi hun er helt ny på skolen. Efter lidt tid finder vi ud af at moderen er lærer på Winnerway – så hun er vores kollega. Vi får serveret vand, mango og granatæble og Lars får lov at se anden halvleg af Manchester-Liverpool. (så behøvede jeg ikke havde dårlig samvittighed over at han ventede sammen med mig i stedet for at se kampen derhjemme). De var så flinke og ville rigtig gerne snakke – øv øv, at jeg ikke kunne sige noget til dem. Jeg ville rigtig gerne udtrykke min taknemlighed, men det eneste jeg kunne sige var ’”xie xie” (tak). Når man har sagt det 20 gange, så føler man sig lidt dum til sidst.

Endelig kom der en arbejdsmand fra skolen og han prøvede med olie på nøglen og låsen og måtte opgive. Så kom der en ny arbejdsmand med hammer og skruetrækker og så prøvede de at brække metaldøren op. Det er jo en umulig opgave. Nu var klokken omkring 23 og de larmede så meget i opgangen, men underligt nok kom, der ikke nogen og klagede. Efter omkring en time med skruetrækker og hammer måtte de også opgive det og så hentede de en vinkelsliber og gik i gang med den uden beskyttelse eller noget. De er altså vilde nok, de kinesere! Klokken 24, tre timer efter jeg konstaterede at døren ikke ville åbne, stod jeg endelig i min lejlighed med en ødelagt hoveddør! Efter et bad og lidt snak på Skype, så kunne jeg ligge mig til at sove i et dejligt aircon køligt værelse :)

Tja.. jeg kan ikke påstå, at jeg ikke oplever noget! Hver dag er en oplevelse i sig selv og denne her søndag aften var jeg glad for at ’Kina aldrig sover’!

Tak til vinkelsliberen... Mette

1000 kuai fattigere men en lejlighed rigere

Så er det min tur til at blogge...

Mandag efter arbejde skulle jeg over at se min nye lejlighed. På vej derover spurgte jeg hende, som er vores kontaktperson i forhold til lejlighederne, Lorna, hvornår jeg kunne flytte ind og hun sagde bare ”i dag!”. Det er virkelig typisk Kina – man får alt at vide lige inden det sker! Det skal en planlægningspige som mig lige vænne mig til!

Endnu en gang fik jeg lidt af et chok over, hvor beskidt lejligheden var. Så jeg kunne starte forfra med virkelig grundig rengøring og det brugte jeg ellers resten af mandagen på, og tirsdag efter arbejde flyttede jeg ind. Der kom tre mænd og hentede mine pakkede ting og så var jeg ellers flyttet fra opgang 20 til opgang 10 på 15 minutter! Så nu bor jeg på 9. sal to opgange fra Itze og LarsJ Jeg skulle flytte, fordi min anden lejlighed skulle sælges, men det passer mig helt fint.

Min nye lejlighed er i en del bedre stand bortset fra et endnu klammere køkken end det andet og et toilet, der ikke fungerer optimalt! Men forhåbentlig kan endnu en rengøring i køkkenet gøre det bedre. Desværre har jeg måtte sige farvel til mine lækre brune læder sofaer fra den gamle lejlighed - dog hjalp mødet med min ’nye’ orange sofa lidt på det.. haha! Desværre er mit store 90´er kassefjernsyn også gået i stykker og det vil være for dyrt at lave det, så jeg bliver nødt til at få et nyt. Man har vel lov at være heldigJ Krydser fingre for at ejeren af min lejlighed køber en stor fladskærm til mig, så jeg kan se en masse film.

Resten af ugen er gået med at vente på arbejdsmænd, der skulle lave mit internet, min aircon, mit toilet og andre ødelagte ting. Det er altid spændende, hvornår de dukker op, og hvor længe de bliver. Dog havde jeg tid til at tage i Metro torsdag aften sammen med Tamzin og Suzan. Jeg var helt oppe og køre over alle de nice og billige ting man kunne købe, så jeg kom til at bruge 1000 yuan på ting til min nye lejlighed, men nu er den virkelig også hyggelig J

Jeg smutter igen.. Itze og Lars kommer snart til housewarming øl inden vi skal ud og fejre Majbritts fødselsdag på en vestlig bar senere!      

Kinakys ... Mette

Teacher’s Gan bei style

Det er torsdag eftermiddag, Lars’ telefon ringer! Det er den ene af vores ledere. Mette og jeg, ja, vi ligger lige på sofaen og får os en slapper. Efter syv minutters snakken, kommer Lars ud med et forundret udtryk og siger: ”Det var Martin. Han ville have, at jeg skulle møde på hans kontor i morgen tidlig til et møde om at være vært til et eller andet arrangement. Hvad tror I, at det er??!” Nærmest i kor udbryder Mette og jeg ”WHAAT – det er da Teachers’ Party!” ”Hvorfor fanden, siger I ikke det til mig?” Men altså, Mette og jeg havde da ikke fattet, hvad Lars’ samtale gik ud på, desuden så kender vi begge Lars og ved derfor begge, at han er VILD med at være i centrum, så sådan en værtsrolle var vidst ikke det værste, der kunne ske for ham. Det der derimod ikke var så godt, var at Lars skulle dresses totalt op, og det var ikke just jakkesæt og fine sko Lars’ kuffert havde været proppet med! Så efter en fredag aften, som nok engang var endt på Jiu Ba Jie (bar street) røg vi alle sammen (Jeppe, Anders, Søs, Mette, Lars og Ida Marie) på shoppingtur efter nye sko til Lars (på forunderlig vis havde Lars charmeret sig til at ”nøjes” med at tage bordeaux bukser, lyseblå skjorte og slips på, men sneakers kunne han ikke få dem med på). Det var dog heldigvis en rimelig overkommelig opgave, som vi hurtigt og effektivt fik løst. Lars skulle selvfølgelig møde op til festen lidt før end os andre, da han skulle øve sin værtsrolle (han fik først manuskriptet, da han troppede op på det hotel, hvor festen skulle foregå).  

Denne KÆMPE fest for alle Winnerways's skoler og børnehaver var til for at fejre den årlige teachers day, som i år havde placeret sig mandag d. 10 september men af gode grunde blev fejret lørdag d. 8 september. Når vi siger kæmpe fest, ja så mener vi det sørme: der var måske 800 inviterede og ca. 500 fremmødte. Vi var på et hotel (Hotel Winnerway), hvor vi sad i sådan en kæmpe balsal med rundborde og guldstof på væggene. Alle skolers lærergrupper skulle lave et lille show (vi lavede en sketch omhandlende elevernes til tider finurlige udtale af engelske og mimede til Elton John's ”Teacher I need you”). Alle de vigtige mænd (lederne) var til festen og så er det meget vigtigt at udvise den rette etikette. I dette tilfælde er det at skåle med dem, holde særligt på glasset og skåle under dem på deres glas. Men i Kina, når man skåler (man siger Gang Bei), så skal man bunde! ALT ANDET ER UHØFLIGT!! Selvfølgelig fylder man ikke glassene så meget, men alligevel, man bliver skisme fuld! Jeg tror en kinesisk fest går ud på at drikke sig så hurtigt som muligt ned, så man nærmest ikke kan gå og så tage hjem tidligt! Kl. 22 var festen slut, og vi tog i byen - her dansede vi tosset i 1,5 time indtil, at vi ikke kunne finde Lars. Jeg fandt ham udenfor totalt fuld med en flaske vand - han havde kastet op, MEGET! ”Itze, jeg har brugt mine sidste penge på tre flasker vand… ” (dagen efter fandt vi så 500 kinesiske penge i hans anden lomme, men ja jaj, det kan jo være svært at kigge i begge lommer, når man er lidt rundtosset). Jeg fulgte ham hjem, hvor han hele vejen hjem i taxa'en sad med hovedet ud af vinduet. Da vi kom ud af taxaen, brækkede han sig og i løbet af natten stod han op to gange og kastede op. Så meget at han til sidst havde lidt blod med i opkastet (eller hvad det nu var, for han havde vidst ikke mere i kroppen). Så nok engang har vi haft en total sløv søndag! Lars har sovet, været svimmel og lignet døden. Mette og jeg tog en taxa ud i byen for at finde Subway (I ved den der sandwich-kæde; nogle gange trænger man til andet end ris og nudler) og hentede dejlige sandwiches med hjem. Ellers så har vi ligget på vores kæmpe sofa os alle tre og set serie på dvd hele dagen! SKØØØNT! 

STOOOOP lige en gang..! –Så’ det Lars hér der er kommet til tasterne. Jeg kan fornemme at jeg lige skal ha´rettet op på nogle sandheder – fornemmer lidt at Itze lidt har fejlvurderet min brandert! ;)

Jovist var det en glimrende fest, og ja jeg må da indrømme at det med at være i centrum ikke gør mig det store, men men men…

Som Itze siger måtte jeg møde lidt tidligere ind til festen om lørdagen. Jeg havde fået nummeret på mine tre medværter – tre kinesiske lærere (to lækre damer der begge snakkede engelsk og en ”mand” med lilla øjenskygge) Meeen, som Itze også beretter så smagte vi lige på en enkelt Tsingtao eller to om fredagen, hvilket resulterede i at både Jeppe og jeg måtte indse at vores telefoner ikke længere var i vores varetægt … tabt? Stjålet? Spist af en gadehund? –Ingen ved det!

Men i hvert fald var det ikke helt nemt at få aftalt noget med medværterne uden en telefon, og det sidste Zoe sagde (den ene af medværterne) var at jeg skulle møde dem ved 16 tiden og at hun nok lige skulle prøve at finde ud af om jeg måtte have andet end jakkesæt på – men som hun sagde, så lejer vi bare lige hurtigt et til dig! Nå, men kinesiske mødetidspunkter er lige så sikre som den græske økonomi! –Men jeg tog nu alligevel hen på hotellet til kl 16. På hotellet hvor festen skulle stå blev jeg mødt af et virvar af kaos – generalprøver på det ene og det andet. Nå, men i hvert fald så blev jeg sat ind i tingene og fik mit manuskript og kunne sammen med de andre værter begynde at øve det sammen – at det første manuskript så undervejs blev ændret flere gange og at min mandlige medvært snakkede engelsk, som kunne få Anders Fogh til at ligne en engelsk sprogekspert, snakker vi om. Der var så lidt styr på hele arrangementet, at jeg 5 sekunder før jeg går en til generalprøven får at vide at vi alligevel ikke har tid til det, og at det er altså er nu vi er på! Men hva’ fanden – TIC (This is China! – et udtryk vi flittigt bruger i kølvandet på en uduelig kineser).

Men selve festen gik sgu meget lækkert – øl, ris og flotte damer! Såå deeet…

Efter festen husker jeg kun at jeg tog hjem og i seng. Men at Itze tilfældigvis har forvekslet mig med en anden er jo hvad der kan ske – jeg ligner nu meget godt de skide kinesere…

Nå, men det var teachers party – håber det går dejligt hjemme i det danske efterårsvejr!

PS. Jeg har fået min telefon igen … en venlig sjæl ringede natten til mandag til Itze’ telefon og sagde at jeg kunne afhente telefonen på Beijing Bar… Hmmm…. Ja jaaa…

Tsingtao-kys… Itze & Lars

Weeelcome to Chinaaa!

Banditter og banditinder i det ganske danske land…

 
Så kom øjeblikket som I alle har længtes efter i en hel uge. –Og her snakker vi ikke om muligheden for at lykønske undertegnede med sine 25 somre … men jo så skidt da- OG TUSIND TAK SKAL I HA´! J

Der har desværre ikke været rig mulighed for at blogge før nu – både fordi vi ikke lige har været i besiddelse af den rette VPN (computersprog som vi fatter ligeså meget af som vi fatter kinesisk! –censurens land, I ved!) Men nu kom øjeblikket – Itze og jeg fik lige en elektriker på besøg – det udgav han sig i hvert fald for at være … tror vi! Han skulle lige fixe vasken i køkkenet som dryppede og så lave et par lamper, der ikke virkede. Efter et lille knald ude fra relæet, valgte han at smutte, og sagde at han ikke kom tilbage … og nu har vi absolut ingen strøm i hele hytten! PIIIS – jeg har bacon i køleren…

Nå, men nok om det… Vi havde en lækker rejse hér til Kinesien – et par timer til Moskva, 6 timers ventetid i Moskva lufthavn, som absolut skuffede på mængde af Vodka, men til gengæld så bød på burgere, russiske øl og en asiat i håndjern! Efterfølgende havde vi knap 9 lækre timer til Guangzhou… Og ja, vi havde bevidst valgt at spare 1100 kr. på flybilletten, og vi ville nok gøre det en anden gang igen … men, men, men … Aeroflot er bestemt ikke noget at råbe hurra for, eller hvad man nu råber i det dersens Russia! Vi snakker deleskærme på størrelse med Itzes lille dukketeater hjemme på Vesterbro (for dem der ikke ved det, så er Itze indehaver af DKs sidste fungerende 10 tommer tv som alligevel vejer mere end hvad godt er – det skal dog siges at det ER med farve!) Læselyset virkede kun ved hvert 5 sæde, og de blev da uddelt høretelefoner, men da radioen alligevel ikke virkede, fungerede de mere som en manøvre der gjorde at jeg slap for at snakke med min tyske og russiske siddekammerater, der i øvrigt havde været så betænksom at iføre sig den nye Axe under armhulen hen mod mig – thank you, Russia!

Nå, men turen var heldigvis forholdsvis kort, og maden smagte da også absolut af ingenting – så det kunne da have været værre!

Men så ankom vi til Guangzhou Airport! Den første der tog imod os var Dodo, kæreste Dodo… Dodo er min livslinje i Kina … For ikke at sige mit et og alt… Det mest betænksomme, hjælpsomme og sødeste væsen man kunne ønske sig! –En tidligere kollega fra et tidligere ophold i Chinaboxen! Dodo charmerede alle fra starten af med fraser som: ”Du en sød dreng”, ”Du er lækker, skat”, ”Forhelvede!” og ”Du er en grim dreng, Lars”.

Dodo har stået for kontakten til New Asia, hvor Dreyer, Jeppe og Søs arbejder. Så efter at have sludret lidt smuttede de 4 mod Dongguan. Omtrent 10 min senere kom vores kære Tamzin! Tamzin er viceprincipal på Winnerway Foreign Language School. Tamzin er en kæk australier som mest af alt leder tankerne hen på en kvindelig udgave af Amin Jensen … samme humor og samme udseende! (Dette er Mette nok ikke heeeeelt enig i).

Sååå deeet… Men af sted kom vi! En god time senere ankom vi til Winnerway. Her stod den på frokost med Tamzin og Lorna, som er vores nye Dodo … bare på Winnerway… Første kinamåltid blev lidt af udfordring – især for kære Itze! I kender alle det gode gamle spil, hvor de farvede fisk drejer rundt på pladen, og hvor det derpå gælder om at fiske dem op med sin fiskestang hvor der i enden er en magnet..? Det kan oftest være uhyre svært at fange de skide fisk! –På samme måde så det ud som at Itze oplevede første måltidi Kina… Spisepinde er nu engang noget man skal lære hvis man påtænker at bo og leve her i et år – god fornøjelse, Itze! :o)

Efter måltidet kørte vi rundt og så på lejligheder, og det stod hurtigt klart at der ikke rigtigt var styr på noget som helst – welcome to China! Udgangen på det hele blev at Mette har fået sig en lækker 3 v. lejlighed i Riverside Home, som ligger 2 min. gang fra skolen, og vi efter en midlertidig lejlighed en enkelt nat nu er havnet i en yderst lækker 4 v’er i Riverside home – 5 opgange fra Mette! Mettes lejlighed skal dog højst sandsynligt snart sælges – men den historie får selv lov til at blogge om! Hehe…

Lejligheden Itze og jeg bor er lynhurtigt blevet døbt tyrkerlejligheden med et strejf af Ama’r!

Hov, nu smider Itze mig i bad – vi skal snart over på skolen igen, for at møde de kinesiske lærere – bliver’ sgu hyggeligt … bare ikke lige på ens fødselsdag…

Nå, men Itze tager lige lidt over… … …

Yes yes, tyrkerlejligheden er vores nye ”crib”, og vi er intet mindre end lykkelige for den lejlighed – særligt efter at vi har hovedrengjort den i tre dage, som har anskaffet Lars et klorinudslæt i panden. Bare lige for at give et lille indtryk af, hvorfor vi kalder lejligheden Tyrkerlejligheden, så skyldes det indretningen. Det der først og fremmest springer i øjnene er soveværelserne. Disse er indrettet i henholdsvis i et blåt og lyserødt tema. Både Lars’ og min seng har et smukt myggenet i matchende farve som resten af værelset tema. Dog må jeg dog sige, vil nødigt smudse Lars’ mandighed til, Lars har fjernet sit myggenet. Han skulle ikke nyde noget af en himmelseng! Nej nej nej!

Udover at have to smagfuldt indrettede soveværelser, har vi et kontor, kæmpe stue med stor fladskærm, to badeværelser, to altaner og et køkken. Så vi kan ikke klage – udover, at hver aften, når vi kommer hjem, så er der kakerlakker (Lars løber forvildet rundt som en pige, og jeg må fjerne dem. Det er altså lykken at bo sammen med sådan en MAND!) – og ja vi har sågar været ude i, at have kæmpe edderkopper i klædeskab og stue – igen, er Lars manden for at løbe rundt som en lille skolepige!

Ja, det blev skisme en kort notits fra mig, men møde på skolen kalder….

Nå så kom vi sgu’ tilbage til skriveriet! Der gik vidst lige lidt mere end en dag :o)

De første par dage her i Dongguan udrettede vi ikke så meget – og slet ikke noget, der havde med vores kommende hverdag at gøre.

Vi har gået lidt rundt i byen, gjort sindssyg meget rent, indrettet vores lejligheder og været i byen. Jeppe havde fødselsdag i torsdag i sidste uge, så der fejrede vi ham. Først var drengene i spilleland – vi piger ville hellere i Walmart (KÆMPE supermarked) og købe ind til Mettes lejlighed og øl til aften – om aftenen tog vi så ud for at spise (det gør vi hver dag, til hvert måltid nærmest,  men denne gang lidt ”fint” – 700 kr. for seks mand med mad og drikke. Det var dyrt!). Efter at vi havde hygget os der i vores eget lille private rum med tjenere, der kom rendende og hældte op i vores glas, tjekkede aircondition og bragte mere mad, tog vi på gadekøkken for at få lidt flere øl og se dem smadre fisk til mad, og tisse i huller (ja, her i Kina opererer de ikke rigtig med træk og slip, men mere med hul i jorden og så ned i en squat og træn de lårmuskler). Efter et par fornøjelige timer, hvor Lars kom til prøvede at bestille friturestegt bus i stedet for friturestegte dumblings (det er meget vigtigt at sige vokallydene HELT korrekt her i Kina, ellers så fatter de ikke en bjælde), røg vi på Jiu Ba Jie (bargaden her i Dongguan) og dansede til den lyse morgen. Dette resulterede i en fredag uden de store bedrifter. Lørdag var vi inviteret på karaoke-bar (det var et KÆMPE hus fyldt med rum, hvor folk sad og sang karaoke. Ja, det lignede sgu’ mest af alt et bordel) af en mor, til en af de børn, vi skal undervise – shit, en syret oplevelse. Der kommer vi seks blegfede danskere, lukket ind i et rum sammen med fem kinesere, hvoraf to kan engelsk og så er der ellers bare karaoke for fuld udblæsning og kasser med øl på is bliver slæbt ind på stribe. I starten sad nogle af os (ikke Lars’, han er jo vant til den kinesiske kultur og desuden uden hæmninger) og var lidt utrygge ved hele situationen: ”skulle vi bare stille os op og synge for de fremmede kinesere? ” Vi havde hverken fået en øl eller en bid brød, vi var mildt sagt ikke helt med på legen. Men det gik hurtigt over. Efter en halv time med nervøs rykken rundt i sofaen, retten på håret og ølglasset i hånden, så var vi alle sgu’ blevet vilde med den mikrofon. Vi endte med at synge, danse, drikke øl og generelt bare té os fjollet i fire timer – man kan vidst roligt sige, at vi er blevet vilde med karaoke! Søndagen efter karaoke-night bød på afslapning og hjemmelavet aftensmad i Tyrkerlejligheden. Lars havde inviteret en af hans gode kinesiske veninder og hendes kæreste på middag.

Mandag var ”first day of school”. Det startede ganske bizart – i hvert fald set med vores ”vestlige” øjne (ja, nogle af os, har jo så små øjne, at de mere ligner asiatiske øjne). Første skoledag starter med noget kaldet ”Flag Raising Ceremony” (eller rettere sagt, det er der hver mandag og det SKAL man deltage i hver mandag). Ved denne ceremoni blev det kinesiske flag hejst, der blev råbt nogle slogans og så holdte skolens ejer en MEGET lang tale på kinesisk, som så efterfølgende skulle læses højt på engelsk også. Alt dette stod 2500 elever i bagende sol og gloede på, alt dette stod vi og hørte på, mens vi stod der dejsede den ene elev om efter den anden. Det var så SINDSSYG varmt, og de stakkels børn skulle for alt i verden bare høre den fuldstændig ligegyldige tale. Vi så 25 elever dejse om. Vores chef fortalte os, at der nede ved skolesygeplejersken havde været 50 elever. Det var fuldstændigt absurd at stå og overvære…. Ud over denne sådan lidt usædvanlige oplevelse om morgenen, forløb den første dag for os ganske stille og roligt. Vi blev vist rundt på skolen, mødte de andre udenlandske lærere, blev introduceret til classroom management og fik vores skemaer. Generelt er der vidst ingen af os som rigtig kan brokke os over vores skemaer. Vi underviser mellem 16-20 lektioner om ugen (og en lektion er 35 minutter). Mette underviser 1.klasse og 3.klasse i engelsk, Lars underviser 1.klasse og 4.klasse i engelsk og jeg, jeg underviser alle 3.klasserne i science?! Ja, hvordan det lige endte med det, det er godt nok også et stort spørgsmål for mig!! Men forhåbentlig går det fint?! Jeg er ikke den store ”science-nørd”, men da jeg underviser eleverne på engelsk, og de har ret svært ved at forstå det engelske alene, så stiller de heldigvis ikke så mange spørgsmål, så lige på den måde kan de ikke få mig ud på glat is – det kan de så sagtens på alle mulige andre områder. J

De sidste par dage har vi rigtig prøvet at forkæle os selv med forskellige former for massage. I tirsdags efter, at vi havde spist aftensmad gik vi ud for at få lidt kropsmassage. Lars og Mette var helt oppe at ringe over, at vi skulle gå et sted hen, hvor det var blinde mennesker, som gav massagen. Dette glædede vi alle os virkelig til; en time i himlen, troede vi. Men der blev vi fælt skuffede – dejligt var det! Men  NAS NAS NAAAAAAS gjorde størstedelen af det de gjorde på vores stakkels små kroppe. Det var en meget mærkelig oplevelse – normalt kan man jo vise, hvad man ikke kan lide eller lide, men her stod der en blind kineser og gjorde ting på dig! Det var som at skulle kommunikere med en alien.  Nå men i hvert fald, så fik vi en på opleveren – og Lars og Jeppe som lå i det samme rum, de fik sig også et ordentlig grin. Deres ene massør havde angiveligt lignet en lille julenisse og var vadet lige ind i døren som noget af det første. Og ja, så derfra så kunne det vidst ikke blive til andet end en stor smertefuld grinagtig massage! Så de stakkels små blinde massører fik sig nok også en på opleveren!

Udover den skønne skønne blindemassage har vi også afprøvet hovedbundsmassage, hvor man fik vasket håret, fønnet håret og al muligt lækkert massage på armene, ryggen og i nakken. Helt VIDUNDERLIGT!

Nu er den første uge med undervisning ved at være ved vejs ende og, vi har just fået fri efter at have øvet vores lille show til morgendagens ”Teachers Party”. Det skal sgu’ nok blive vildt! Det er noget med at skåle med Gud og hver mand – og hernede betyder skål: bund! Og det er ALVOR! Alt andet er uhøfligt. Sååå vi går nok endnu en søndag i møde med smerter på øverste etage, rumlen i midterste etage og hævede fødder på underste etage! J

 

Vi blogges ved... Kinakys og nudler... Itze & Lars