Banditter og banditinder i det
ganske danske land…
Så kom øjeblikket som I alle har længtes efter i en hel uge. –Og her snakker vi ikke om muligheden for at lykønske undertegnede med sine 25 somre … men jo så skidt da- OG TUSIND TAK SKAL I HA´! J
Der har desværre ikke været rig
mulighed for at blogge før nu – både fordi vi ikke lige har været i besiddelse
af den rette VPN (computersprog som vi fatter ligeså meget af som vi fatter
kinesisk! –censurens land, I ved!) Men nu kom øjeblikket – Itze og jeg fik lige
en elektriker på besøg – det udgav han sig i hvert fald for at være … tror vi!
Han skulle lige fixe vasken i køkkenet som dryppede og så lave et par lamper,
der ikke virkede. Efter et lille knald ude fra relæet, valgte han at smutte, og
sagde at han ikke kom tilbage … og nu har vi absolut ingen strøm i hele hytten!
PIIIS – jeg har bacon i køleren…
Nå, men nok om det… Vi havde en
lækker rejse hér til Kinesien – et par timer til Moskva, 6 timers ventetid i
Moskva lufthavn, som absolut skuffede på mængde af Vodka, men til gengæld så
bød på burgere, russiske øl og en asiat i håndjern! Efterfølgende havde vi knap
9 lækre timer til Guangzhou… Og ja, vi havde bevidst valgt at spare 1100 kr. på
flybilletten, og vi ville nok gøre det en anden gang igen … men, men, men …
Aeroflot er bestemt ikke noget at råbe hurra for, eller hvad man nu råber i det
dersens Russia! Vi snakker deleskærme på størrelse med Itzes lille dukketeater
hjemme på Vesterbro (for dem der ikke ved det, så er Itze indehaver af DKs
sidste fungerende 10 tommer tv som alligevel vejer mere end hvad godt er – det
skal dog siges at det ER med farve!) Læselyset virkede kun ved hvert 5 sæde, og
de blev da uddelt høretelefoner, men da radioen alligevel ikke virkede,
fungerede de mere som en manøvre der gjorde at jeg slap for at snakke med min
tyske og russiske siddekammerater, der i øvrigt havde været så betænksom at
iføre sig den nye Axe under armhulen hen mod mig – thank you, Russia!
Nå, men turen var heldigvis
forholdsvis kort, og maden smagte da også absolut af ingenting – så det kunne
da have været værre!
Men så ankom vi til Guangzhou
Airport! Den første der tog imod os var Dodo, kæreste Dodo… Dodo er min
livslinje i Kina … For ikke at sige mit et og alt… Det mest betænksomme,
hjælpsomme og sødeste væsen man kunne ønske sig! –En tidligere kollega fra et
tidligere ophold i Chinaboxen! Dodo charmerede alle fra starten af med fraser
som: ”Du en sød dreng”, ”Du er lækker, skat”, ”Forhelvede!” og ”Du er en grim
dreng, Lars”.
Dodo har stået for kontakten til
New Asia, hvor Dreyer, Jeppe og Søs arbejder. Så efter at have sludret lidt
smuttede de 4 mod Dongguan. Omtrent 10 min senere kom vores kære Tamzin! Tamzin
er viceprincipal på Winnerway Foreign Language School. Tamzin er en kæk
australier som mest af alt leder tankerne hen på en kvindelig udgave af Amin
Jensen … samme humor og samme udseende! (Dette er Mette nok ikke heeeeelt enig
i).
Sååå deeet… Men af sted kom vi!
En god time senere ankom vi til Winnerway. Her stod den på frokost med Tamzin
og Lorna, som er vores nye Dodo … bare på Winnerway… Første kinamåltid blev
lidt af udfordring – især for kære Itze! I kender alle det gode gamle spil,
hvor de farvede fisk drejer rundt på pladen, og hvor det derpå gælder om at
fiske dem op med sin fiskestang hvor der i enden er en magnet..? Det kan oftest
være uhyre svært at fange de skide fisk! –På samme måde så det ud som at Itze
oplevede første måltidi Kina… Spisepinde er nu engang noget man skal lære hvis
man påtænker at bo og leve her i et år – god fornøjelse, Itze! :o)
Efter måltidet kørte vi rundt og
så på lejligheder, og det stod hurtigt klart at der ikke rigtigt var styr på
noget som helst – welcome to China! Udgangen på det hele blev at Mette har fået
sig en lækker 3 v. lejlighed i Riverside Home, som ligger 2 min. gang fra
skolen, og vi efter en midlertidig lejlighed en enkelt nat nu er havnet i en
yderst lækker 4 v’er i Riverside home – 5 opgange fra Mette! Mettes lejlighed
skal dog højst sandsynligt snart sælges – men den historie får selv lov til at
blogge om! Hehe…
Lejligheden Itze og jeg bor er
lynhurtigt blevet døbt tyrkerlejligheden med et strejf af Ama’r!
Hov, nu smider Itze mig i bad –
vi skal snart over på skolen igen, for at møde de kinesiske lærere – bliver’
sgu hyggeligt … bare ikke lige på ens fødselsdag…
Nå, men Itze tager lige lidt
over… … …
Yes yes, tyrkerlejligheden er
vores nye ”crib”, og vi er intet mindre end lykkelige for den lejlighed –
særligt efter at vi har hovedrengjort den i tre dage, som har anskaffet Lars et
klorinudslæt i panden. Bare lige for at give et lille indtryk af, hvorfor vi
kalder lejligheden Tyrkerlejligheden, så skyldes det indretningen. Det der
først og fremmest springer i øjnene er soveværelserne. Disse er indrettet i
henholdsvis i et blåt og lyserødt tema. Både Lars’ og min seng har et smukt
myggenet i matchende farve som resten af værelset tema. Dog må jeg dog sige,
vil nødigt smudse Lars’ mandighed til, Lars har fjernet sit myggenet. Han
skulle ikke nyde noget af en himmelseng! Nej nej nej!
Udover at have to smagfuldt
indrettede soveværelser, har vi et kontor, kæmpe stue med stor fladskærm, to
badeværelser, to altaner og et køkken. Så vi kan ikke klage – udover, at hver
aften, når vi kommer hjem, så er der kakerlakker (Lars løber forvildet rundt
som en pige, og jeg må fjerne dem. Det er altså lykken at bo sammen med sådan
en MAND!) – og ja vi har sågar været ude i, at have kæmpe edderkopper i
klædeskab og stue – igen, er Lars manden for at løbe rundt som en lille
skolepige!
Ja, det blev skisme en kort
notits fra mig, men møde på skolen kalder….
Nå så kom vi sgu’ tilbage til
skriveriet! Der gik vidst lige lidt mere end en dag :o)
De første par dage her i Dongguan
udrettede vi ikke så meget – og slet ikke noget, der havde med vores kommende
hverdag at gøre.
Vi har gået lidt rundt i byen,
gjort sindssyg meget rent, indrettet vores lejligheder og været i byen. Jeppe
havde fødselsdag i torsdag i sidste uge, så der fejrede vi ham. Først var
drengene i spilleland – vi piger ville hellere i Walmart (KÆMPE supermarked) og
købe ind til Mettes lejlighed og øl til aften – om aftenen tog vi så ud for at
spise (det gør vi hver dag, til hvert måltid nærmest, men denne gang lidt ”fint” – 700 kr. for seks
mand med mad og drikke. Det var dyrt!). Efter at vi havde hygget os der i vores
eget lille private rum med tjenere, der kom rendende og hældte op i vores glas,
tjekkede aircondition og bragte mere mad, tog vi på gadekøkken for at få lidt
flere øl og se dem smadre fisk til mad, og tisse i huller (ja, her i Kina
opererer de ikke rigtig med træk og slip, men mere med hul i jorden og så ned i
en squat og træn de lårmuskler). Efter et par fornøjelige timer, hvor Lars kom
til prøvede at bestille friturestegt bus i stedet for friturestegte dumblings
(det er meget vigtigt at sige vokallydene HELT korrekt her i Kina, ellers så
fatter de ikke en bjælde), røg vi på Jiu Ba Jie (bargaden her i Dongguan) og
dansede til den lyse morgen. Dette resulterede i en fredag uden de store
bedrifter. Lørdag var vi inviteret på karaoke-bar (det var et KÆMPE hus fyldt
med rum, hvor folk sad og sang karaoke. Ja, det lignede sgu’ mest af alt et
bordel) af en mor, til en af de børn, vi skal undervise – shit, en syret
oplevelse. Der kommer vi seks blegfede danskere, lukket ind i et rum sammen med
fem kinesere, hvoraf to kan engelsk og så er der ellers bare karaoke for fuld
udblæsning og kasser med øl på is bliver slæbt ind på stribe. I starten sad
nogle af os (ikke Lars’, han er jo vant til den kinesiske kultur og desuden
uden hæmninger) og var lidt utrygge ved hele situationen: ”skulle vi bare
stille os op og synge for de fremmede kinesere? ” Vi havde hverken fået en øl
eller en bid brød, vi var mildt sagt ikke helt med på legen. Men det gik
hurtigt over. Efter en halv time med nervøs rykken rundt i sofaen, retten på
håret og ølglasset i hånden, så var vi alle sgu’ blevet vilde med den mikrofon.
Vi endte med at synge, danse, drikke øl og generelt bare té os fjollet i fire
timer – man kan vidst roligt sige, at vi er blevet vilde med karaoke! Søndagen
efter karaoke-night bød på afslapning og hjemmelavet aftensmad i
Tyrkerlejligheden. Lars havde inviteret en af hans gode kinesiske veninder og
hendes kæreste på middag.
Mandag var ”first day of school”. Det
startede ganske bizart – i hvert fald set med vores ”vestlige” øjne (ja, nogle
af os, har jo så små øjne, at de mere ligner asiatiske øjne). Første skoledag
starter med noget kaldet ”Flag Raising Ceremony” (eller rettere sagt, det er
der hver mandag og det SKAL man deltage i hver mandag). Ved denne ceremoni blev
det kinesiske flag hejst, der blev råbt nogle slogans og så holdte skolens ejer
en MEGET lang tale på kinesisk, som så efterfølgende skulle læses højt på
engelsk også. Alt dette stod 2500 elever i bagende sol og gloede på, alt dette
stod vi og hørte på, mens vi stod der dejsede den ene elev om efter den anden.
Det var så SINDSSYG varmt, og de stakkels børn skulle for alt i verden bare
høre den fuldstændig ligegyldige tale. Vi så 25 elever dejse om. Vores chef
fortalte os, at der nede ved skolesygeplejersken havde været 50 elever. Det var
fuldstændigt absurd at stå og overvære…. Ud over denne sådan lidt usædvanlige
oplevelse om morgenen, forløb den første dag for os ganske stille og roligt. Vi
blev vist rundt på skolen, mødte de andre udenlandske lærere, blev introduceret
til classroom management og fik vores skemaer. Generelt er der vidst ingen af
os som rigtig kan brokke os over vores skemaer. Vi underviser mellem 16-20
lektioner om ugen (og en lektion er 35 minutter). Mette underviser 1.klasse og
3.klasse i engelsk, Lars underviser 1.klasse og 4.klasse i engelsk og jeg, jeg
underviser alle 3.klasserne i science?! Ja, hvordan det lige endte med det, det
er godt nok også et stort spørgsmål for mig!! Men forhåbentlig går det fint?!
Jeg er ikke den store ”science-nørd”, men da jeg underviser eleverne på
engelsk, og de har ret svært ved at forstå det engelske alene, så stiller de
heldigvis ikke så mange spørgsmål, så lige på den måde kan de ikke få mig ud på
glat is – det kan de så sagtens på alle mulige andre områder. J
De sidste par dage har vi rigtig
prøvet at forkæle os selv med forskellige former for massage. I tirsdags efter,
at vi havde spist aftensmad gik vi ud for at få lidt kropsmassage. Lars og
Mette var helt oppe at ringe over, at vi skulle gå et sted hen, hvor det var
blinde mennesker, som gav massagen. Dette glædede vi alle os virkelig til; en
time i himlen, troede vi. Men der blev vi fælt skuffede – dejligt var det!
Men NAS NAS NAAAAAAS gjorde størstedelen
af det de gjorde på vores stakkels små kroppe. Det var en meget mærkelig
oplevelse – normalt kan man jo vise, hvad man ikke kan lide eller lide, men her
stod der en blind kineser og gjorde ting på dig! Det var som at skulle
kommunikere med en alien. Nå men i hvert
fald, så fik vi en på opleveren – og Lars og Jeppe som lå i det samme rum, de
fik sig også et ordentlig grin. Deres ene massør havde angiveligt lignet en
lille julenisse og var vadet lige ind i døren som noget af det første. Og ja,
så derfra så kunne det vidst ikke blive til andet end en stor smertefuld
grinagtig massage! Så de stakkels små blinde massører fik sig nok også en på
opleveren!
Udover den skønne skønne
blindemassage har vi også afprøvet hovedbundsmassage, hvor man fik vasket
håret, fønnet håret og al muligt lækkert massage på armene, ryggen og i nakken.
Helt VIDUNDERLIGT!
Nu er den første uge med
undervisning ved at være ved vejs ende og, vi har just fået fri efter at have
øvet vores lille show til morgendagens ”Teachers Party”. Det skal sgu’ nok
blive vildt! Det er noget med at skåle med Gud og hver mand – og hernede
betyder skål: bund! Og det er ALVOR! Alt andet er uhøfligt. Sååå vi går nok
endnu en søndag i møde med smerter på øverste etage, rumlen i midterste etage
og hævede fødder på underste etage! J
Vi blogges ved... Kinakys og nudler... Itze & Lars
Lyder skønt.. er FULD af misundelse!
SvarSlet