En underlig søndag aften!

Efter en dejlig afslappende søndag, hvor jeg ikke havde lavet meget andet end sove længe, skrive mails, se film og spise med de andre, kom jeg hjem til min lejlighed omkring klokken 21. Jeg konstaterede hurtigt, at jeg ikke kunne låse min dør op! Jeg har to døre ind til min lejlighed og den yderste er en rimelig massiv metaldør. Nøglen ville hverken frem eller tilbage. Jeg besluttede mig for at ringe til Lars for at finde ud af, om han kunne gøre noget, og da han efter at have prøvet længe heller ikke kunne få døren op, så var der ikke andet for end at ringe til vores kontaktperson, Lorna! Det tog sin tid at få forklaret hende problemet – hun blev ved med at sige ”are you sure it´s the right key?”… Så efter snakken frem og tilbage sagde hun, at hun ville ringe tilbage, når hun havde fundet ud af noget. Jeg satte mig rimelig opgivende og meget svedig ned på gulvet i opgangen (tror der er omkring 35 grader ude i den opgang) og Lars stod ved siden af, da der kommer en dame og hendes datter ud af elevatoren – det er åbenbart min nabo. De spørger på kinesisk, hvorfor vi er i opgangen og jeg svarer på engelsk, hvilket de ikke forstår noget af, så de går ind i deres lejlighed. To minutter senere kommer damen ud igen og siger en masse på kinesisk og det korte af det lange er, at vi bliver inviteret med ind i deres lejlighed. Datteren har en Winnerway skoleuniform på og hun går i 8. klasse, men hendes engelsk er desværre ikke så godt, fordi hun er helt ny på skolen. Efter lidt tid finder vi ud af at moderen er lærer på Winnerway – så hun er vores kollega. Vi får serveret vand, mango og granatæble og Lars får lov at se anden halvleg af Manchester-Liverpool. (så behøvede jeg ikke havde dårlig samvittighed over at han ventede sammen med mig i stedet for at se kampen derhjemme). De var så flinke og ville rigtig gerne snakke – øv øv, at jeg ikke kunne sige noget til dem. Jeg ville rigtig gerne udtrykke min taknemlighed, men det eneste jeg kunne sige var ’”xie xie” (tak). Når man har sagt det 20 gange, så føler man sig lidt dum til sidst.

Endelig kom der en arbejdsmand fra skolen og han prøvede med olie på nøglen og låsen og måtte opgive. Så kom der en ny arbejdsmand med hammer og skruetrækker og så prøvede de at brække metaldøren op. Det er jo en umulig opgave. Nu var klokken omkring 23 og de larmede så meget i opgangen, men underligt nok kom, der ikke nogen og klagede. Efter omkring en time med skruetrækker og hammer måtte de også opgive det og så hentede de en vinkelsliber og gik i gang med den uden beskyttelse eller noget. De er altså vilde nok, de kinesere! Klokken 24, tre timer efter jeg konstaterede at døren ikke ville åbne, stod jeg endelig i min lejlighed med en ødelagt hoveddør! Efter et bad og lidt snak på Skype, så kunne jeg ligge mig til at sove i et dejligt aircon køligt værelse :)

Tja.. jeg kan ikke påstå, at jeg ikke oplever noget! Hver dag er en oplevelse i sig selv og denne her søndag aften var jeg glad for at ’Kina aldrig sover’!

Tak til vinkelsliberen... Mette