Edderkopper, ris og GoKarts!

Ja, så blev det søndag formiddag, Rainbow (vores rengøringsdame) er kommet, Lars ligger i sengen og ligner mest af alt noget katten har slæbt med ind – og ja, sådan lugter han faktisk også lidt! 

Det har ikke været den mest begivenhedsrige uge, dog er der da et par enkelte historier, som godt kan tåle at blive fortalt! Den første vil jeg kalde: ”Da edderkoppen tog kontrol over Lars’ liv!”

Søndag i sidste uge ville Lars have et lille hurtigt bad inden, at Rainbow kom. Men Lars kom meget pludseligt ud af badeværelset, døren smækkede op og med frygt i øjnene sagde han: ”ÅåååRh, så skal jeg ikke lige have et bad alligevel. ÅÅRH Itze, jordens største edderkop er ude i mit bad!! Jeg tror, den kan spise mig!” Vi har før set en ganske stor edderkop hernede, men jeg ved også efterhånden, hvordan Lars har det med kryb, så jeg tænkte: ”jaja, den er god med dig. Den ondulerer jeg lige…” Men da kom ud på badeværelset, ja så måtte jeg sgu’ overgive mig! Den edderkop var stor! Den kunne snildt spise Lars OG mig i én mundfuld! Kroppen alene var på størrelse med en lille snickersbar og med benene ja, så var den vel, ja, jeg ved det sgu ikke – stor nok til at spise både Lars og mig! Nå men sådan en edderkop, den går jo ikke sin vej, bare fordi der står to blegfede, hvide danskere med frygt i øjnene og glor på den. Selv når vi med vores anspændte, tangerende skingre stemmer bad den pænt om at gå ud af vores lejlighed, blev den bare siddende der på brusekabinen og tronende med sin kæmpe krop og sine lange ben. Den havde ikke tænkt sig at gå nogen steder!! Efter lidt parlamenteren når Lars og jeg frem til den konklusion, at vi må prøve at skylle den ned fra væggen og ned i afløbet (læs ”vi” som i at, Itze er skadedyrsbekæmperen, og Lars er ham uden det kølige overblik, som holder øje ude fra gangen af). Jeg må pille risten af afløbet, således at edderkoppen kan komme derned. Jeg vender ryggen til edderkoppemonstret for at fjerne risten, og forventer at Lars holder øje med dyret. Da jeg er klar til at skylle dyret ud, ja så er den VÆK??! 

– ”LARS, hvor er edderkoppen?? Den er væk?!”

– ”Er den væk, Itze??! Jeg har ikke set den!”

– ”Lars, stop, hvor er den. Du må have set den??”

Edderkoppen var væk! Pist forsvundet. Og ja, her startede så tre dage for Lars, hvor han ikke kunne bruge sit toilet! Tænk, hvis den dukkede op igen, angreb mens han stod og tissede, ej den risiko ville han ikke løbe, så Lars flyttede ind på mit toilet. 

Langsomt glemmer Lars og jeg alt om edderkoppemonstret og vores liv vender tilbage til ”normalen”. Lars flytter tilbage på sit toilet og alt er fryd og gammen…. Lige indtil en sen, mørk og varm kinaaften! ”IIIIIIIIIIIIIIIIIIITZEEEEEEEEE!” Og, ja så ved jeg godt, hvad klokken har slået: ”monstret er tilbage!”. Men denne gang skal den ikke slippe fra os. Vi er beredte! Vi bruger ikke unødig tid på at fjerne rist. Vi vil drukne den edderkop, gøre den sløv og så slå den ihjel! Vi finder vores pladser: Lars uden for badeværelse og jeg i brusekabinen med mit våben: bruseren. Jeg spuler den edderkop, men den er ligeglad, den løber rundt i badet slipper væk fra min stråle, løber mod døren, mod udgangen, mod resten af lejligheden…. Jeg skynder mig, at smække døren i, der er vand i hele badeværelset, jeg er ved at glide! Edderkoppen slipper ind under døren og ud i lejligheden! Jeg må ud af badeværelset. Ude i stuen står Lars oppe i sofaen, han er ude af sig selv. 

– ”Den er i soveværelset!! Den løb ind i soveværelset!!!”

– ”Ej Lars! Det her er ikke tid til sjov, hvor løb den hen??”

– ”I SOVEVÆRELSET; ITZE!! I SOVEVÆRELSET!!!”

– ”Nu stopper du, Lars. Den kan jo ikke have nået at løbe ind i soveværelset! Hvor er den?!”

– ”S-O-V-E-V-Æ-R-E-L-S-E-T!”

Okay, jeg er ved at være overbevist, om at Lars han fortæller sandheden. Jeg åbner langsomt døren ind til soveværelset, og ganske rigtig ja, der sad monsteret midt på gulvet! Den var GIGANTISK! Nu bliver jeg sgu’ sur. Den edderkop skal satme ikke være inde på mit soveværelse, den skal ikke kravle under min seng, lave spindelvæv i mit tøj eller spejle sig i mit spejl – den skal DØ! Jeg henter en spatel, og så går den vilde jagt ind! Jeg løber rundt i soveværelset med hævet spatel klar til at sætte det ”dødelige klap” ind. Efter tre mislykkedes forsøg, rammer jeg endelig rigtigt og edderkoppemonsteret er forvandlet til smat! Edderkoppesmat ud på mit gulv! Aldrig har jeg været så glad for at se klam, gul smat på mit gulv. 

Efter en intens jagt på en halv time, hvor både Lars’ og min puls havde været oppe at ramme max og Lars havde skreget i falset, var edderkoppen død og vi kan nu igen sove trygt i vores senge! 

Udover edderkopper, som prøver at styre hvilket toilet Lars skal benytte, så går livet sin vante gang her i DongGuan! Vi arbejder, vi spiser ris, vi forbereder lidt undervisning, vi spiser ris, vi sveder, vi spiser ris, vi træner, vi spiser ris, vi handler ind, det bliver weekend. Så spiser vi ris, vi drikker øl, vi bliver fulde, vi tager på maccen på vej hjem, vi sover længe og nyder livet. I fredags var ude at køre gocarts. Det kan man gøre et sted, som hedder New South China Mall. Det er verdens største shopping center, men der er INGEN butikker! Det er totalt dødt. Det er åbenbart for dyrt at leje sig ind derude, så nu står det bare tomt. Det er totalt zombieagtigt at rende rundt derude. Hvis man læser lidt om det, lærer man, at det lige for øjeblikket er 99% ledigt. Nå men i hvert fald, så er der en hel etage i det der tomme, tomme, tomme shopping center, hvor man kan køre Gokarts! Vi var syv danskere og en af vores australske kollegaer, som kørte! To piger og seks drenge – og jeg var simpelthen nummer sjok i alle heats og i alle henseender af det der Gokart-show! Det er skisme ikke min stærke side! Jeg kørte meget langsomt i forhold til alle de andre - altså jeg følte jeg kørte stærkt, men jeg var totalt MORMOR. Ja, det er vel ikke svært at forestille sig, at jeg måske endte i rabatten en 10-15 gange. Så sad jeg der i alle de der dæk, der markerer banen, så kom de der små kinesermænd og hive mig fri. Det hjalp selvfølgelig heller ikke på min hastighed! Men selvom, at jeg primært lå alene og kørte mit eget løb, så var det alligevel ganske morsomt! Jeg tror nu nok, at det havde været lidt sjovere, hvis jeg bare havde været lidt bedre... Men altså jeg havde lidt svært ved at nå pedalerne. Når jeg sad fast i rabatten, nød den skønne duft af bilos, og så alle de andre fræse forbi, ja, så gik det op for mig, at alle havde deres ben bøjet, når jeg så kiggede på mine egne ben, var de nærmest helt strakte og jeg kunne ikke trykke speederen ordentligt i bund - det skal selvfølgelig ikke lyde som en dårlig undskyldning for min mormorkørsel. Jeg er bange for, at selv med bøjede ben og muligheden for at trykke ordentligt på speederen, ville jeg havde været mormor! Jeg var dog ikke den eneste "mormor", Jeppe han var sgu' også lidt langsom og dårlig til det! Dejligt for selvtilliden at der var en dreng, som var dårlig også! De to uden kørekort, de var nærmest de bedste!! Det er så sindssygt!!! Anders Dreyer og Sofie, begge to opvokset i København, har ikke kørekort og de var ret gode. Jeg tror faktisk, at Lars vandt det hele - men han er også FULDSTÆNDIG frygtløs og en lille fartdjævel! Nå, men det gokart-halløj var en ret sjov fornøjelse – men også ganske varm! Vi var alle totalt svedige og helt sorte i hoved, hænder, ben og arme efter en halv times ræs! 

Nå, nu tror jeg, at jeg vil til at ende dette indlæg! Rainbow er ved at være færdig med rengøringen, og jeg er ved at være lidt morgenmadssulten. Her på falderebet kan jeg da lige nævne, at vi var på K-tv i går (karaoke-huset). Vi var hele danskerflokken, Mettes to veninder (ja, hun har skisme fået gæster fra Danmark) og nogle af vores kinesiske kollegaer. Det var mere eller mindre samme opskrift som sidste gang, lidt for mange øl, lidt for mange mennesker, som elsker en god sang og lidt for få mikrofoner, så ja vi havde en sjov aften, og det er vidst også grunden til, at Lars ligger og ligner noget katten har slæbt med ind!

Herfra bliver der takket af! Farvel og tak og må Gud bevare Danmark og os her i DongGuan!

Itze

P.S. Her er et link til en kort dokumentar på 10 minutter om New South China Mall. Den giver et meget godt indblik i hvor stort og tomt det center er, og generelt også bare et indblik i kinesisk kultur.

http://www.documentarystream.com/new-south-china-mall-the-worlds-largest-shopping-mall/

S-O-S in China

Hmmm office hours?

Nu nærmer temperaturen sig behagelige max 30 grader og kinaboxen har været mit hjem i lidt over en måned nu. Så er det vist på tide at opdatere lidt om livet her på New Asia Foreign Language School og omegn.

Min arbejdsdag starter kl. 7.45 og slutter kl. 17.30; jeg checker både ind og ud med fingeraftryk, så der er ikke noget med at komme de obligatoriske 5 min for sent mere! Det er en forholdsvis lang arbejdsdag og da mine egentlige undervisningstimer kun tæller 19 om ugen, er der temmelig mange timer imellem som skal slås ihjel – de såkaldte office hours. Dette var en smule, for ikke at sige rigtig svært for mig at acceptere i starten: jeg skal dælme ikke sidde på mit kontor 6 timer om dagen og glo ind i en laksefarvet væg – det er jo ikke derfor jeg er kommet til Kina! Så jeg fik Lars og Itze til at hjælpe mig med at overtale principal til, at jeg kunne få lov til at gå hjem efter mine sidste lektioner. Efter lidt snakken og forhandlen frem og tilbage lød tilbuddet på, at det kunne jeg godt få lov til, men så ville de reducere min løn fra 11000 til 6000 RNB om måneden. Efter lidt betænkningstid valgte jeg at sige pænt nej tak til det, og æde de skide office hours. Et valg som jeg efterhånden er ret glad for. Da jeg åbenbart har fået skabt mig et rygte som værende en temmelig skrap tante，er der ingen der tør brokke sig når jeg ikke sidder på mit kontor i mine office hours. Så de bliver bl.a. brugt på, søvn, shopping, negleplejning, Skyping og jeg har endda fået set et par afsnit af forbrydelsen og en dokumentar om Kina på Dr.dk.

BEEE QUIIIIEEET!

I Kina har man temmelig høj status når man har hvid hud og lyst hår, og det kan være en smule ubehageligt og svært at vænne sig til. Jeg har fået tildelt betydningsfulde opgaver her på skolen fra dag eet; jeg skal fx tale i mikrofon foran hele skolen hver morgen og lære dem et par engelske sætninger, hvilket jeg gør, næsten uden at ryste på stemmen nu. Derudover er der ingen på skolen som tjener ligeså meget som jeg gør. Ikke engang Principal. En almindelig lærer får ca. halvdelen af hvad jeg gør. Det bliver virkelig svært at komme tilbage og være ny, anonym, betydningsløs lærer på en dansk folkeskole. Jeg kan mærke at mine kollegaer og chefer forventer meget af mig. Ikke på en krævende måde; mere på en måde så man får indtryk af at de tror jeg er sendt fra himlen, og styrer det dersens undervisning for vildt. Det gør jeg ikke, kan jeg afsløre. Overhovedet. Jeg havde en forventning om at kinesiske børn sad med rank ryg, armene over kors og råbte YES TEACHER. Det gør de også, bare ikke i mine timer. Jeg har efterhånden erfaret at man ikke kan komme ind i klassen med sin smilende, venlige, danske folkeskolelærer attitude. Det virker ikke her i Kina. Så meget af den første måned er også gået med at smide alt jeg har lært på seminariet væk, og tilegne mig en mere kinesisk folkeskolelærer attitude. Vi kalder den nazi-attituden og den er ikke sjov! Jeg spankulerer rundt i klassen med hænderne i siden og nedstirrer børnene med sammenknebne dræberøjne, dasker til dem, hamrer min hånd i bordet så de hopper en halv meter og råber og skriger så de holder sig for ørerne. Jeg har endda fået et par stykker til at græde. Det er ikke sjov, men det virker! Jeg er desuden begyndt at indføre pointsystemer i mine timer – det er simpelthen nødvendigt for at gennemføre undervisningen, desværre.

Hertil skal det altså siges at de kinesiske børn er skide hamrende kære, og det virker faktisk som om de ret godt kan lide mig på trods.

Rengøring, kakkelakker og andre Kina-trivialiteter

Jeg bor i en lille bitte lejlighed i Kings View Spring Dawn Garden, 5 minutter væk fra skolen. Køkkenet er efter utallige timers arbejde nu næsten rent og der er stort set ikke flere kakkelakker. Hvis der skulle dukke en enkelt op får den straks med min kakkelakspray. Den er jeg virkelig glad for! Altså både lejligheden og kakkelaksprayen. Denne lejlighed kan jeg takke min ven, kollega og uundværlige livline her i Kina, Richard for. Derfor vil jeg lige bruge lidt plads her på bloggen til at fortælle om ham. Richard er den 3. udenlandske lærer ud over Jeppe og mig her på New Asia Foreign Language School. Han har hjulpet mig med alt. ALT!! Han har skaffet mig en lejlighed, sørget for jeg har internet, skændes med min landlord så jeg får lov at betale husleje senere på måneden, købt kabel til mig så jeg kan se fjernsyn fra min computer, hjulpet med at sørge for der er varmt vand i lejligheden, vist mig hvor de gode og vigtige steder og butikker er osv. osv. osv. Han er virkelig hjælpsom og så kan han snakke både engelsk og kinesisk, hvilket er en kæmpe fordel. Thank you Richard!

Movie star i Kina

En dag kom en af mine chefer (dem har jeg dælme mange af) ind på kontoret. Han hedder Avantes og er den eneste ud over mig og Richard der kan tale engelsk. Derfor er det ham jeg skal kontakte hvis jeg er syg eller vil tage en fridag osv. Han bad os om at medbringe vores pas og visum dagen efter da immigrationspolitiet ville komme og checke det. Richard blev temmelig bleg og det same gjorde jeg, velvidende at jeg ikke har visum til at arbejde fast, men kun at være en slags konsulent og udveksle undervisningsmetoder med kineserne. Næste dag oprandt og politiet bankede på døren og tog os med på politistationen. Med svedige håndflader og bankende hjerte sad vi så der og ventede i laaaang tid. Efter noget tid kom der en betjent og sagde noget på kinesisk og Richard mente, at vi muligvis ikke nødvendigvis skulle vise pas, så det puttede jeg hurtigt ned i bukserne – Der var jo ingen grund til at de skulle se at det var et forkert visum, med mindre de insisterede. Så blev vi kaldt til skranken for at udfylde nogle papirer, og pludselig var der et filmhold der linede op med kameraer, instruktor og hele moletjavsen. De begyndte at rykke på min stol og sige at jeg skulle smile. En anelse forvirret spurgte jeg Richard, “hvad helvede det var der foregik”, men han var ligeså uvidende som mig. Men da de bad mig om at lade som om jeg snakkede med politibetjenten, og skulle give hånd til ham igen og igen og igen og smile til kameraet, gik det op for mig at jeg pludselig var med i en reklamefilm om det lokale politi. Der sad jeg så og snakkede dansk til en betjent der snakkede kinesisk og tegnede krusseduller i stedet for at udfylde felter om hvad jeg laver i Kina. Meget mærkeligt land! Så kan jeg også føje kinesisk movie star til CV’et. Jeg er dermed i god jord hos politiet og behøver vist ikke være nervøs hvis de tager mig med på stationen igen.

Af: Overprincipal af New Asia Foreign Language School Miss Sos

 

PS. Uanset hvad der er blevet blogget om Lars' brandert, så er det Itze der har ret... 

En helvedes dag!

Såå... Mine damer og herrer... Det er mig en ubeskrivelig ære at kunne præsentere den højt elskede Anders Dreyer aka. Musen ... eller som de siger i Ghana, Dry Anus - men det er en helt anden historie...

Nedenstående er et udklip fra en samtale på Skype mellem Søs og Dreyer... Samtalen foregår midt i Golden Week - vi ligger på en lækker strand på Filli, mens Dreyer og Jeppe er ude i hvad der på daværende tidspunkt var deres værste mareridt!

Alt var ellers fryd og gammen, og Jeppe, Dreyer, Sophie og Frederik havde netop været vidne til den asiatiske Champions league kvartfinale, hvor Guangzhou Evergrante blev slået ud af turneringen af 11 arabere!

Efterfølgende stod den på god bytur og hygge!

Planen var dernæst at mødes med Richard, Jeppes ghanesiske kollega, og tage til Macau!

Men men men... :

Lige indtil helvedes onsdagen. Her kommer den lige i korte træk:

04/10/12 09.40
Strike 1 (tyveri): På bussen fra Guangzhou til ZuHei bliver jeg frarøvet alle mine kontanter (2500) og min computer af en utrolig snedig listetyv.

04/10/12 09.43
Strike 2 (Hoteljagt): Vi beslutter os for at tage til Macau alligevel, for at drukne mine sorger. Ankommer til byen kl 13, og går rundt og leder efter hoteller til kl. 22. Det viser sig at regeringen har lukket alle hostels ned lige op til ferien fordi de mener at det er der luderne er. Den menige mand på gaden, mener dog at det er de dyre hoteller der har fået lukket dem ned. Så efter lang tids forgæves søgen, beslutter må vi se os besejret og beslutter os for at tage hjem til Dongguan.

04/10/12 09.46
Strike 3 (Paskontrollen): Ved grænsen til Kina går Richard og jeg først over. Jeppe bliver tilbageholdt og det viser sig at der mangler tre sider i hans pas! De vil derfor ikke lukke ham ind i Kina igen, og da jeg lige har brugt min sidste entry, kan jeg ikke komme ind til ham. Richard beslutter sig for at hjælpe ham og prøver at krydse grænsen igen, mens jeg låner 500 og husnøgler af jeppe. Jeg tjekker ind på et hotel og lige da jeg kommer op på værelset ringer Richard. Han må heller ikke krydse grænsen igen.Jeg

04/10/12 09.47
får overtalt hotelpersonalet til at give mine penge tilbage og Richard og jeg tager en taxe tilbage til Dongguan. Jeppe bliver vi nødt til at efterlade ved grænsen!

04/10/12 09.48
Status for mig: Lige nu sidder jeg i Jeppes lejlighed med meget få kontanter på lommen og håber på at Jeppe kan komme hjem.

04/10/12 09.51
Status for jeppe: Jeppe krydser grænsen til Hong Kong kl 4 i nat, da vi har fået at hvide at der lægger en dansk ambasade der. Det viser sig at den lukkede i sommers, så der er kun en i Beijing nu. Jeppe ringer til Beijing og de råder ham til at tage på den svenske ambasade, for at få et EU pas, for derefter at flyve til Singapore, hvor der er en dansk ambasade. Men han beslutter sig for at prøve at krydse grænsen en sidste gang, så han sidder lige nu i et tog på vej fra Hong Kong til Dongguan. Så nu krydser vi fingre for at det går, ellers må han en tur til singapore.

04/10/12 09.52
Det var så vores onsdag! Hvordan går det hos jer

04/10/12 14.03
Jeppe er kommet over grænsen og er på vej hjem. Så alt er godt igen. Vi er blevet en god historie rigere og meget meget fattigere. Håber i hygger hos jer. Glæder mig til at se jer på søndag...

Hilsner fra de to refugees...

Dreyer og Jeppe...

Golden Week, a Filli week!

Så skete det endelig … Vores første ferie blev en realitet – HEN HAO!

Golden week er det bedste vi ved! Golden week er bl.a. betegnelsen for den første uge i oktober, hvor hele Kinesien får ferie! Grunden hertil skal findes i at People’s Republic of China fejrer deres fødselsdag (1949) – nationaldag! I den forbindelse bliver alle arbejdere tildelt 3 betalte fridage, men oftest arbejder man lidt mere i ugerne op til og får inddraget et par weekender for således at kunne have 7 kontinuerlige fridage – GOLDEN WEEK!

Siden feriereformen i 2000 har de fleste kinesiske arbejdere været berettiget til tre ferier på årsbasis. Regeringens officielle melding er at hver ferie, Golden Week, er på hver især 7 betalte feriedage… Dette er der dog ingenlunde snerten af sandhed i, da man kun får betalt de tre første dage og derefter må arbejde over, for at kunne få 7 kontinuerlige dage…

Disse Golden Weeks indførte regeringen som sagt i 2000 – der er tale om Chinese New Year, Labor Day og National Day… De blev indført for at give den almindelige kinesiske arbejder lidt ”livskvalitet” og højere arbejdsmoral! Derudover havde regeringen et håb om at øge turismeindtægterne. Disse forhåbninger er dog ikke blevet realiseret, og man har derfor taget Labor day ferien fra kineserne igen. Derudover er det de sidste par år også blevet diskuteret om man skulle fjerne National day ferien. Dette vil efterlade kineserne med en arbejdsuge på 6 dage og ÉN ferie om ÅRET! Pyhaaa!

Nå, men det må være rigelig med kinaviden for denne gang…

Søs, Itze, Mette og jeg besluttede ret tidligt at tage et smut til Filippinerne i Golden Week – i denne uge er alt i Kina nemmerlig booket, og det er at helvede at rejse rundt her – forestil jer lige 1.336.718.015 gule mennesker på tur!!!

Nå, men vi havde arrangeret turen således at Vi skulle flyve fra Macau mod Manila lørdag aften kl 22.15! Vores lørdag var dog inddraget som arbejdsdag med fredagsskema, hvilket gjorde at jeg måtte finde en vikar til mine fredags VIP classes – da jeg ellers først ville få fri ved 17 tiden, mens de andre om fredagen har fri kl 14.30! Sophie, som sammen Frederik arbejder på Sky Rocket Training center ikke langt herfra, var dog så elskværdig at redde min store filippinerrøv! Tak tak tak!

Men stadigvæk var der rynkede pander og stressede miner! For vores bus ville køre fra Dongguan kl 15.30! Men p.g.a. Golden Week ville køretiden være i hvert fald tre timer… Og så var der grænsen til Macau, (Macau er en selvstændig del af Kina på lige fod med Hong Kong! Det er en tidligere portugisik koloni, der blev overdraget til kineserne i 1999! Men indtil tidligst 2049 vil landet fungere som et selvstændigt land) som ingen af os på nogen måde kunne spå om – ville det tage en halv time at krydse grænsen … eller 4 timer måske! Det er en walking boarder, og med en milliard kinesere på tur kunne man aldrig vide!

 Wan jiang Busstation i Dongguan - Så er det afsted!

Men alle disse bekymringer skulle dog ende med at være spildte og vi nåede sågar i lufthavnen tids nok til en kop kaffe på Gloria Jeans, lidt kinamad og en Tsingtao!

Itze med en skøn Cappucino fra Gloria i Macau lufthavn

Vi landede til tiden i Manila kl 00.15 om søndagen – godt udkørte efter en lang arbejdsdag/rejse!

Jeg havde via min kære mutti hjemme i DK fået arrangeret at familien ville hente os i lufthavnen … … … Men hvor dælen blev de af!?! Nå, men Søs havde sit facebook, Mette sit instagram og Itze sin bog … Så de var underholdt – ingen problem der! Men efter et par timer blev det sgu alligevel lidt for underligt, så jeg begyndte at ringe til mine onkler, dog uden nogen form for held i sprøjten, så i stedet fik jeg fat i Mutti hjemme i DK! Det gik hurtigt op for min mor at den var helt gal – et eller andet sted mellem Kina, DK og Filli var der i hvert fald sket en misforståelse – de forventede os i hvert fald først natten til mandag!!! Nå, men mutti fik igangsat et alarmberedskab der ville efterlade PETs terrorniveau 5 til grin!!! Og yderligere halvanden time senere fandt jeg familien ude på p-pladsen… Hvor var det fantastisk – jeg har jo ikke set dem i en del år, så diverse frustrationer blev med et forvandlet til herlig gensynsglæde!

Så meldte næste problem sig… Det var egentlig min onkel Monching der skulle have kørt os, men han havde fået at vide at det var natten til mandag han skulle hente os, så da det gik op for folk at vi allerede var landet, kørte min kære morbror selv… Min morbror er dog ved at være oppe i årene, mere eller mindre natteblind, ikke det store overblik osv… Så min ene fætter viskede mig stille i øret ”Lars, did you bring your international driver’s license? ’Cause maybe it woud be a lot more safe if you were driving!” Og disse ord blev leveret med et ansigtsudtryk der fik mig til at tænke på ofrene i SAW filmene – Fætter Rogie mente det! Nå, men hva’ fanden – de kunne vel bare vise vej, og så skulle jeg nok få den bil til at rulle! Men men men … Jeg ved ikke hvor jeg skal starte… Lyset på bilen virkede kun momentvis (Og ja, vi kørte om natten!) Vinduesviskerne virkede heller ikke, speederen satte sig hyppigt fast, kun de tre første gear virkede … og ja, jeg kunne sikkert blive ved!!! Nåå jo, og så kunne ingen i bilen vejen hjem! Haha! –Sikke en oplevelse…

Næste morgen stod jeg tidligt op, mens tøserne fik lov at runde de 4-5 timers søvn! Det var fantastisk at være ”hjemme” igen… Og det var jo søndag så alle mine fætre og kusiner havde fri fra skole – så fik leget lidt og delt nogle røverhistorier!

Mig og min kusine, Maryann, min fætter, Gerald (tv) og min fætter Rogie (th) hjemme i Cavite foran min mosters hus

Da pigerne stod op besluttede vi at dagen skulle gå med shopping og dernæst hygge hjemme i Cavite (området hvor min familie bor – det ligger små tre kvarter uden for Manila centrum … når der IKKE er trafik vel og mærket!)

Men i hvert fald vil jeg overlade tasterne til Itze nu … Nå at kommer til alt, så tror jeg ikke jeg kan beskrive en shopping tur med vanvittig meget entusiasme!

Itze her…

Nå nå nå, nu får Lars det til at lyde som om, at han under ingen omstændigheder var med på ideen om shopping, og der synes jeg bare lige, at jeg for en god ordens skyld vil sige, at det var hans ide!

Nå ja, men shopping det blev det altså.  Bussen, I ved den med den misholdte speeder, gearene som ikke rigtig fungerede og INGEN aircon, den blev proppet med os fire blegfede danskere, en onkel, to fætre, tre kusiner – alt i alt 10 mennesker. Luften var ca. 35 grader, en luftfugtighed på 87 og så var der ellers kø hele vejen til SM-mall, som shoppingstedet hed, man kan vidst roligt sige, at vi havde det RIMELIG varmt, og vores tøj lignede noget, der skulle hænge på en tørresnor!

Da vi endelig når ind i SM-mall (for ja, at finde en parkeringsplads, det var mere eller mindre også en umulighed) var der fuldstændig PROPPET med mennesker, men det skulle ikke slå os ud! Vi skulle shoppe, og vi vidste lige, hvad der skulle til for at hele situationen blev meget mere overskuelig! 1: Find en hæveautomat! 2: BurgerKing 3: Toilet og så var alle mand klar, store som små, gamle som unge.

Særligt Søs havde en mission, og den mission hed ”sko”. Flade sko, klipklap sko, høje sko og den mission, ja den lykkedes. Vi vadede rundt i samtlige butikker i SM-mall (et center på størrelse med , ja nu kan jeg ikke komme med en god sammenligning, måske Lyngby Storcenter x 1,5 og en befolkningstæthed på størrelse med Roskilde Festival, når hegnet skal væltes!). Lars’ familie de fulgte bare troligt efter. Efter fire timer, i gennemsnit 5000 pesos fattigere, ømme fødder, 30 indkøbsposer og sultne maver var SM-mall et overstået kapitel (i første omgang i hvert fald), og vi skulle tilbage i den skønne bus og hjem mod Cavite. Nu må I ikke tro, at vi var sådan nogle egoistiske og selvoptagede hvide, som ikke tænkte på Lars’ familie. Vi havde købte gaver til alle børnene og vi var de også de lykkelige givere af det sunde og nærende måltid på BurgerKing.

Dagens udbytte bliver stolt fremvist uden for SM i Dasmarinas

Hjemme i Cavite stod den først på lækker hjemmelavet filippinsk mad. Lars’ morbror/onkel havde lavet Pancit (kål, gulerødder, nudler, svinekød, lever). Vi hentede øl i en lille lokal kiosk, og så sad vi ellers uden for alle sammen, fik et par øl, fortalte røverhistorier, viste korttricks og Lars’ morbror/onkel sluttede hele seancen af med at hive en snor gennem næsen og ud gennem munden! J Og ja, så var det skisme på hoved i seng. Det havde været en lang dag, en god dag!

Dagen efter var det mandag og ja, alle Lars’ kusiner og fætter skulle have været i skole, men som de fantastiske lærere vi er, havde vi sagt, at vi godt ville skrive et brev til deres lærere om, de kunne blive fritaget fra undervisning og hygge med os. Og for dem, har det jo nærmest også skole, vi talte jo engelsk hele tiden.

Mandagens program stod på en morgen badetur i poolen og så ellers af sti, af sted mod Manila og sightseeing. Så nok engang proppede vi bussen og drog på udflugt!. Alt imens vi sidder der i bussen, hygger os, synger og SVEDER bliver vi bedt om at holde ind til siden. Der tror jeg nok, at vi alle sammen lige holder vejret en ekstra gang. Ja, Søs hun bliver så bange at hun tager sin pung og telefon ned i sine underbukser! Det viser sig at være noget med forurening og udstødning (og der kunne vi jo nok godt lige regne ud, at vores gamle bus ikke helt opfyldte kravene. Lars stiger med sin onkel Monching ud for at finde ud af, hvad der foregår, alt imens sidder vi uvidende inde i bilen, nogle med mobiler i trusserne, andre med sved på overlæben, hagen, brystet, numsen og nakken og andre med hjertebanken. Men lige pludselig kommer Lars og onkel tilbage i bilen og vi kører videre, som om intet er hændt. Efterfølgende fortæller Lars så, ”forureningskontrolmanden” og politimanden havde sagt: ”2500 pesos og I kan køre”. Onklen: ”kom nu Lars,  bare giv ham det!” Lars: ”du kan tro, det er løgn! 500 pesos” Onkel: ”du er så nærig!”. Forureningskontrolmand: ”ok, den er i vinkel. God dag!”.

Der må man altså sige, at det bare er skønt at opleve et retssystem, som bare fungerer. Nå jaja… Bestikkelse længe leve!

Vi når frem til Manila og kommer hen og ser den kirke, som familien holder til, når de besøger Manila. At køre gennem Manilas gader er en rundtur i vild slum og fattigdom, usammenligneligt med noget jeg har set før, og det vildeste er vidst, at vi LANGT fra har set nogle af de værste steder. Folk bor i skrald, bruger skrald som huse – bor på lossepladser på det nærmeste. Det er virkelig bare en helt anden verden.

Efter kirkebesøg var det gåtur i Luneta Park. En smuk park fyldt med mindesmærker for forskellige filippinske national helte, særligt en vis Jose Rizal, som vidst nok var en stor fortaler for Filippinernes løsrivelse fra Spanien som kolonimagt.

De 4 på tur i Luneta Park i Manila

Denne skønne dag endte med at vi inviterede hele Lars’ familie ud at spise på en lækker filippinsk restaurant. Og som overraskelse sørgede vi for til dessert at købe en kæmpe kage, få sat et lys i og synge fødselsdagssang for Lars’ onkel (hans fødselsdag ville være dagen efter nemlig). Aldrig i mit liv har jeg oplevet et menneske blive så mundlam, overrasket, lykkelig og beæret over at have købt en kage og synge en fødselsdagssang. For os forvente og forkælede danskere, kan det sgu’ været meget godt at opleve, hvordan noget der i vores øjne er en bagatel og nærmest en selvfølgelighed, kan opleves som jordens største gestus.

Fødseldagskage på Josephine's i Tagaytay 

To vidunderlige dage sluttede efter restauranten. Vi skulle tidligt hjem og i seng, da vi havde et meget tidligt fly dagen efter (mødetid kl. 03 i lufthavnen). Det var et par skønne dage. Fantastisk at få lov til at opleve en så umiddelbar gæstfrihed og imødekommenhed, og samtidig få lov til at opleve det familiebånd Lars nærer til alle de skønne børn og voksne på den anden side af jorden. For Søs, Mette og jeg, som alle har vores pæredanske familie hjemme i lille pæredanske Danmark, så var det overvældende at se den kærlighed der blev delt mellem Lars og hans filippinske familie, noget familie som han ikke ser så ofte, men som han elsker ligeså meget som den familie han ser ofte. Det er bare smukt! OG jajaaj, her slutter så det filosofiske, romantiske ævl og bævl…J Tilbage til historien….

Tirsdag var tidligt op (kl. 02), køre tidligt til lufthavnen, få tidlig morgenmad i lufthavnen. Denne dag bestod den af lasagne og kaffe… MUMS! Og, så fløj vi ellers til Cebu, kørte i taxa i tre timer for at komme til en lille havn kaldet Maya, hoppe om bord på en lille båd, sejle i 30 minutter, se fiskene hoppe omkring båden, fornemme den hvide sandstrand komme tættere og tættere på, nyde den frisk luft (uden bilos, uden kinserklamlugt, bare hav, bare frisk , bare nyt liv i næsen!), fornemme ens hud hungre efter sol; ferieparadis, vi melder os klar!

Malapascua var fire dage i himlen. Forinden vi tog fra Kinaboksen, var vi lidt nervøse, Vi havde nemlig hørt et rygte om, der ville være regnsæsson nu, meeeeen det viste sig, at regnsæson blot betød, at der hver eftermiddag kom et KÆMPE regnskyl på halvanden times tid, hvor himmel og hav stod i et. Så den regnsæson kunne ikke holde os fra at ligge på stranden, læse bøger (ja, selv Lars læste. FRIVILLIGT!!), løse kryds&tværs’er, drikke drinks i sækkestole på stranden, spise vestlig mad, drikke rødvin, hvidvin og kaffe. Og nårh ja, få oliemassage, ordnet negle – generelt bare blive forkælet og nusset om! Ja, vi må være ærlige og sige, at vi hverken har spist så meget filippinsk mad eller været særligt kulturelle/lokale, men det var bare som om, at når man nu var på ferie, at man så ikke lige magtede mere ris f.eks.. I Kinaboksen står den jo nærmest på ris morgen-middag-aften, og selvom det også er lækkert, sååå så de der pizza’er, pastaretter, bøffer og kartofler også virkelig indbydende ud.

Hvem mon der læser hvad!?!

Onsdag på Malapascua var vi på snorkeltur. Vi havde en båd alene i fire timer. To kaptajner, fire stop, fire flasker vand, fire 7ups, fire øl og ikke nok solcreme. Vi så fisk i spandevis, søstjerner i blå, sorte, hvide og med pletter, koraler, japansk skibsvrag. Fodrede fiskene og ja, Søs og jeg vi så en Zebra fiskeslange – uuuuuh, vi blev lige lidt nervøse der! :P

Udover snorkeltur, så har vi været på øvandring (vi gik ud på opdagelse, så de små lokale bysamfund på ø’en. Vi fór lidt vild og blev kørt tilbage på mortorcykel for fire kroner pr. mand), og ja fredag aften, var der et lokalt disko i forlængelse af et skolearrangement. Dette kunne vi selvfølgelig ikke lade vores små ”partynæser” gå forbi, så der smuttede vi da hen. Her fik vi smagt den lokale guldøl og den lokale breezer, danset og mødt en dansk pige, hendes filippinske kæreste og alle hans venner. De elskede danskere, de vidste nemlige at ”Danes love smoking and party, party with E”. Der måtte vi jo så nok lige melde pas på den form for fest, men en fest havde vi da.   

Itze danser Gangnam style til det filippinske halbal

Lørdag stod den på hjemtur! Båd tilbage til Maya (farvel frisk luft, sandstrande, billige drinks, lækker badevand og solskin), taxa til Cebu, men da vi havde et meget sent fly, havde vi besluttet, at vi ville slutte Filippinerne af med en tur i SM-mall. Der var plads til flere sko i vores tasker og vi havde massere af pesos tilbage! Dette var lidt af en logistisk udfordring, da vi jo havde alle vores tasker. Vi kunne jo ikke shoppe med backpacks!!! Så vi skiftedes til at sidde på Starbucks og holde øje med tasker, mens de andre tre fór rundt i hvad der svarede til ILLUM x 3 ej måske x 4, alle nåede at blive væk derinde, men alle nåede også at finde tilbage, alle med sko i poserne! Jeg personligt tog til Filippinerne med et par sko, og to par klipklappere, jeg kom hjem med yderligere et par sandaler, et par converse, et par stiletter og endnu et sæt klipklappere. Selv Lars købte tre par sko! :p  

Efter SM-mall lukkede var der stadig seks timer til vores fly afgik. Vi fandt mad, tog i lufthavnen, måtte sidde og sove på gulvet indtil check in åbnede, sov ved gaten, sov i en time i flyet, kom til Manial havde to timer at slå ihjel før vores fly til Hong Kong afgik. Så her spiste vi igen og sov lidt mere. Kom op i flyet , vi sov igen. Kom til Hong Kong, fandt en bus mod DongGuan. Kl. 15 var vi hjemme i Jiang Nan Shi Jia (navnet på vores garden) . Vi var taget fra Malapascua kl. 13 – det havde været en lang tur hjem. Vasketøj blev sat over, bad blev taget og så var der ellers indkaldt til ”feriemøde” på den nye importøl-bar lige ved Søs’ lejlighed. Vi skulle møde Anders og Jeppe, som mildt sagt også havde haft en begivenhedsrig ferie. Fra dem vil der også komme en lille redegørelse, men jeg vil gerne lige ”tease” lidt for den med følgende: ”Hvor er mine penge? Hvor er der hoteller? Hvor er siderne i mit pas? Er jeg fanget i Macau? ”

Nå, nu vil vi takke af. Vores nye rengøringsdame er færdighed med at gøre rent (ja, vi lever som ”kongerne af DongGuan”).  Lars og jeg skal ud at løbe og livet her i DongGuan kalder. Peace out.

Så er Lars tilbage ved tasterne! Jeg har fået æren af at oploade dette indlæg… Så jeg vil lige benytte lejligheden til at sige at det er Zlatans biografi jeg har gang i – bare lige så I ikke tror at jeg er blevet helt tosset! Og med hensyn til alt denne shopping, så kender i jo alle den gode gamle talemåde; I får ret … og jeg får burgere! …eller hvordan det nu er!

Så forhelvede – så står Itze klar med løbeskoene og pisken! Vi ses, banditter og banditinder!

Fillilove fra Itze & Lars