Så skete det
endelig … Vores første ferie blev en realitet – HEN HAO!
Golden week er det
bedste vi ved! Golden week er bl.a. betegnelsen for den første uge i oktober,
hvor hele Kinesien får ferie! Grunden hertil skal findes i at People’s Republic
of China fejrer deres fødselsdag (1949) – nationaldag! I den forbindelse bliver
alle arbejdere tildelt 3 betalte fridage, men oftest arbejder man lidt mere i
ugerne op til og får inddraget et par weekender for således at kunne have 7
kontinuerlige fridage – GOLDEN WEEK!
Siden
feriereformen i 2000 har de fleste kinesiske arbejdere været berettiget til tre
ferier på årsbasis. Regeringens officielle melding er at hver ferie, Golden
Week, er på hver især 7 betalte feriedage… Dette er der dog ingenlunde snerten
af sandhed i, da man kun får betalt de tre første dage og derefter må arbejde
over, for at kunne få 7 kontinuerlige dage…
Disse Golden Weeks
indførte regeringen som sagt i 2000 – der er tale om Chinese New Year, Labor Day og National Day… De blev indført for at
give den almindelige kinesiske arbejder lidt ”livskvalitet” og højere
arbejdsmoral! Derudover havde regeringen et håb om at øge turismeindtægterne.
Disse forhåbninger er dog ikke blevet realiseret, og man har derfor taget Labor
day ferien fra kineserne igen. Derudover er det de sidste par år også blevet
diskuteret om man skulle fjerne National day ferien. Dette vil efterlade
kineserne med en arbejdsuge på 6 dage og ÉN ferie om ÅRET! Pyhaaa!
Nå, men det må
være rigelig med kinaviden for denne gang…
Søs, Itze, Mette
og jeg besluttede ret tidligt at tage et smut til Filippinerne i Golden Week –
i denne uge er alt i Kina nemmerlig booket, og det er at helvede at rejse rundt
her – forestil jer lige 1.336.718.015 gule mennesker på tur!!!
Nå, men vi havde
arrangeret turen således at Vi skulle flyve fra Macau mod Manila lørdag aften
kl 22.15! Vores lørdag var dog inddraget som arbejdsdag med fredagsskema,
hvilket gjorde at jeg måtte finde en vikar til mine fredags VIP classes – da
jeg ellers først ville få fri ved 17 tiden, mens de andre om fredagen har fri
kl 14.30! Sophie, som sammen Frederik arbejder på Sky Rocket Training center
ikke langt herfra, var dog så elskværdig at redde min store filippinerrøv! Tak
tak tak!
Men stadigvæk var
der rynkede pander og stressede miner! For vores bus ville køre fra Dongguan kl
15.30! Men p.g.a. Golden Week ville køretiden være i hvert fald tre timer… Og
så var der grænsen til Macau, (Macau er en selvstændig del af Kina på lige fod
med Hong Kong! Det er en tidligere portugisik koloni, der blev overdraget til
kineserne i 1999! Men indtil tidligst 2049 vil landet fungere som et
selvstændigt land) som ingen af os på nogen måde kunne spå om – ville det tage
en halv time at krydse grænsen … eller 4 timer måske! Det er en walking boarder,
og med en milliard kinesere på tur kunne man aldrig vide!
Wan jiang Busstation i Dongguan - Så er det afsted!
Men alle disse
bekymringer skulle dog ende med at være spildte og vi nåede sågar i lufthavnen
tids nok til en kop kaffe på Gloria Jeans, lidt kinamad og en Tsingtao!
Itze med en skøn Cappucino fra Gloria i Macau lufthavn
Vi landede til
tiden i Manila kl 00.15 om søndagen – godt udkørte efter en lang
arbejdsdag/rejse!
Jeg havde via min
kære mutti hjemme i DK fået arrangeret at familien ville hente os i lufthavnen
… … … Men hvor dælen blev de af!?! Nå, men Søs havde sit facebook, Mette sit
instagram og Itze sin bog … Så de var underholdt – ingen problem der! Men efter
et par timer blev det sgu alligevel lidt for underligt, så jeg begyndte at
ringe til mine onkler, dog uden nogen form for held i sprøjten, så i stedet fik
jeg fat i Mutti hjemme i DK! Det gik hurtigt op for min mor at den var helt gal
– et eller andet sted mellem Kina, DK og Filli var der i hvert fald sket en
misforståelse – de forventede os i hvert fald først natten til mandag!!! Nå,
men mutti fik igangsat et alarmberedskab der ville efterlade PETs terrorniveau
5 til grin!!! Og yderligere halvanden time senere fandt jeg familien ude på
p-pladsen… Hvor var det fantastisk – jeg har jo ikke set dem i en del år, så
diverse frustrationer blev med et forvandlet til herlig gensynsglæde!
Så meldte næste
problem sig… Det var egentlig min onkel Monching der skulle have kørt os, men han
havde fået at vide at det var natten til mandag han skulle hente os, så da det
gik op for folk at vi allerede var landet, kørte min kære morbror selv… Min
morbror er dog ved at være oppe i årene, mere eller mindre natteblind, ikke det
store overblik osv… Så min ene fætter viskede mig stille i øret ”Lars, did you bring your international
driver’s license? ’Cause maybe it woud be a lot more safe if you were driving!”
Og disse ord blev leveret med et ansigtsudtryk der fik mig til at tænke på
ofrene i SAW filmene – Fætter Rogie mente det! Nå, men hva’ fanden – de kunne
vel bare vise vej, og så skulle jeg nok få den bil til at rulle! Men men men …
Jeg ved ikke hvor jeg skal starte… Lyset på bilen virkede kun momentvis (Og ja,
vi kørte om natten!) Vinduesviskerne virkede heller ikke, speederen satte sig
hyppigt fast, kun de tre første gear virkede … og ja, jeg kunne sikkert blive
ved!!! Nåå jo, og så kunne ingen i bilen vejen hjem! Haha! –Sikke en oplevelse…
Næste morgen stod
jeg tidligt op, mens tøserne fik lov at runde de 4-5 timers søvn! Det var
fantastisk at være ”hjemme” igen… Og det var jo søndag så alle mine fætre og
kusiner havde fri fra skole – så fik leget lidt og delt nogle røverhistorier!
Mig og min kusine, Maryann, min fætter, Gerald (tv) og min fætter Rogie (th) hjemme i Cavite foran min mosters hus
Da pigerne stod op
besluttede vi at dagen skulle gå med shopping og dernæst hygge hjemme i Cavite
(området hvor min familie bor – det ligger små tre kvarter uden for Manila
centrum … når der IKKE er trafik vel og mærket!)
Men i hvert fald
vil jeg overlade tasterne til Itze nu … Nå at kommer til alt, så tror jeg ikke
jeg kan beskrive en shopping tur med vanvittig meget entusiasme!
Itze her…
Nå nå nå, nu får
Lars det til at lyde som om, at han under ingen omstændigheder var med på ideen
om shopping, og der synes jeg bare lige, at jeg for en god ordens skyld vil
sige, at det var hans ide!
Nå ja, men
shopping det blev det altså. Bussen, I ved den med den misholdte speeder, gearene som ikke
rigtig fungerede og INGEN aircon, den blev proppet med os fire blegfede
danskere, en onkel, to fætre, tre kusiner – alt i alt 10 mennesker. Luften var
ca. 35 grader, en luftfugtighed på 87 og så var der ellers kø hele vejen til SM-mall,
som shoppingstedet hed, man kan vidst roligt sige, at vi havde det RIMELIG
varmt, og vores tøj lignede noget, der skulle hænge på en tørresnor!
Da vi endelig når
ind i SM-mall (for ja, at finde en parkeringsplads, det var mere eller mindre
også en umulighed) var der fuldstændig PROPPET med mennesker, men det skulle
ikke slå os ud! Vi skulle shoppe, og vi vidste lige, hvad der skulle til for at
hele situationen blev meget mere overskuelig! 1: Find en hæveautomat! 2:
BurgerKing 3: Toilet og så var alle mand klar, store som små, gamle som unge.
Særligt Søs havde
en mission, og den mission hed ”sko”. Flade sko, klipklap sko, høje sko og den
mission, ja den lykkedes. Vi vadede rundt i samtlige butikker i SM-mall (et
center på størrelse med , ja nu kan jeg ikke komme med en god sammenligning,
måske Lyngby Storcenter x 1,5 og en befolkningstæthed på størrelse med Roskilde
Festival, når hegnet skal væltes!). Lars’ familie de fulgte bare troligt efter.
Efter fire timer, i gennemsnit 5000 pesos fattigere, ømme fødder, 30 indkøbsposer
og sultne maver var SM-mall et overstået kapitel (i første omgang i hvert fald),
og vi skulle tilbage i den skønne bus og hjem mod Cavite. Nu må I ikke tro, at
vi var sådan nogle egoistiske og selvoptagede hvide, som ikke tænkte på Lars’
familie. Vi havde købte gaver til alle børnene og vi var de også de lykkelige
givere af det sunde og nærende måltid på BurgerKing.
Dagens udbytte bliver stolt fremvist uden for SM i Dasmarinas
Hjemme i Cavite
stod den først på lækker hjemmelavet filippinsk mad. Lars’ morbror/onkel havde
lavet Pancit (kål, gulerødder, nudler, svinekød, lever). Vi hentede øl i en
lille lokal kiosk, og så sad vi ellers uden for alle sammen, fik et par øl,
fortalte røverhistorier, viste korttricks og Lars’ morbror/onkel sluttede hele
seancen af med at hive en snor gennem næsen og ud gennem munden! J Og ja, så var det skisme på hoved i seng.
Det havde været en lang dag, en god dag!
Dagen efter var
det mandag og ja, alle Lars’ kusiner og fætter skulle have været i skole, men
som de fantastiske lærere vi er, havde vi sagt, at vi godt ville skrive et brev
til deres lærere om, de kunne blive fritaget fra undervisning og hygge med os.
Og for dem, har det jo nærmest også skole, vi talte jo engelsk hele tiden.
Mandagens program
stod på en morgen badetur i poolen og så ellers af sti, af sted mod Manila og
sightseeing. Så nok engang proppede vi bussen og drog på udflugt!. Alt imens vi
sidder der i bussen, hygger os, synger og SVEDER bliver vi bedt om at holde ind
til siden. Der tror jeg nok, at vi alle sammen lige holder vejret en ekstra
gang. Ja, Søs hun bliver så bange at hun tager sin pung og telefon ned i sine
underbukser! Det viser sig at være noget med forurening og udstødning (og der
kunne vi jo nok godt lige regne ud, at vores gamle bus ikke helt opfyldte
kravene. Lars stiger med sin onkel Monching ud for at finde ud af, hvad der
foregår, alt imens sidder vi uvidende inde i bilen, nogle med mobiler i
trusserne, andre med sved på overlæben, hagen, brystet, numsen og nakken og
andre med hjertebanken. Men lige pludselig kommer Lars og onkel tilbage i bilen
og vi kører videre, som om intet er hændt. Efterfølgende fortæller Lars så,
”forureningskontrolmanden” og politimanden havde sagt: ”2500 pesos og I kan
køre”. Onklen: ”kom nu Lars, bare
giv ham det!” Lars: ”du kan tro, det er løgn! 500 pesos” Onkel: ”du er så
nærig!”. Forureningskontrolmand: ”ok, den er i vinkel. God dag!”.
Der må man altså
sige, at det bare er skønt at opleve et retssystem, som bare fungerer. Nå jaja…
Bestikkelse længe leve!
Vi når frem til
Manila og kommer hen og ser den kirke, som familien holder til, når de besøger
Manila. At køre gennem Manilas gader er en rundtur i vild slum og fattigdom,
usammenligneligt med noget jeg har set før, og det vildeste er vidst, at vi
LANGT fra har set nogle af de værste steder. Folk bor i skrald, bruger skrald
som huse – bor på lossepladser på det nærmeste. Det er virkelig bare en helt
anden verden.
Efter kirkebesøg
var det gåtur i Luneta Park. En smuk park fyldt med mindesmærker for
forskellige filippinske national helte, særligt en vis Jose Rizal, som vidst
nok var en stor fortaler for Filippinernes løsrivelse fra Spanien som
kolonimagt.
De 4 på tur i Luneta Park i Manila
Denne skønne dag
endte med at vi inviterede hele Lars’ familie ud at spise på en lækker
filippinsk restaurant. Og som overraskelse sørgede vi for til dessert at købe
en kæmpe kage, få sat et lys i og synge fødselsdagssang for Lars’ onkel (hans
fødselsdag ville være dagen efter nemlig). Aldrig i mit liv har jeg oplevet et
menneske blive så mundlam, overrasket, lykkelig og beæret over at have købt en
kage og synge en fødselsdagssang. For os forvente og forkælede danskere, kan
det sgu’ været meget godt at opleve, hvordan noget der i vores øjne er en
bagatel og nærmest en selvfølgelighed, kan opleves som jordens største gestus.
Fødseldagskage på Josephine's i Tagaytay
To vidunderlige
dage sluttede efter restauranten. Vi skulle tidligt hjem og i seng, da vi havde
et meget tidligt fly dagen efter (mødetid kl. 03 i lufthavnen). Det var et par
skønne dage. Fantastisk at få lov til at opleve en så umiddelbar gæstfrihed og
imødekommenhed, og samtidig få lov til at opleve det familiebånd Lars nærer til
alle de skønne børn og voksne på den anden side af jorden. For Søs, Mette og
jeg, som alle har vores pæredanske familie hjemme i lille pæredanske Danmark,
så var det overvældende at se den kærlighed der blev delt mellem Lars og hans
filippinske familie, noget familie som han ikke ser så ofte, men som han elsker
ligeså meget som den familie han ser ofte. Det er bare smukt! OG jajaaj, her
slutter så det filosofiske, romantiske ævl og bævl…J Tilbage til historien….
Tirsdag var
tidligt op (kl. 02), køre tidligt til lufthavnen, få tidlig morgenmad i
lufthavnen. Denne dag bestod den af lasagne og kaffe… MUMS! Og, så fløj vi
ellers til Cebu, kørte i taxa i tre timer for at komme til en lille havn kaldet
Maya, hoppe om bord på en lille båd, sejle i 30 minutter, se fiskene hoppe
omkring båden, fornemme den hvide sandstrand komme tættere og tættere på, nyde
den frisk luft (uden bilos, uden kinserklamlugt, bare hav, bare frisk , bare
nyt liv i næsen!), fornemme ens hud hungre efter sol; ferieparadis, vi melder
os klar!
Malapascua var
fire dage i himlen. Forinden vi tog fra Kinaboksen, var vi lidt nervøse, Vi
havde nemlig hørt et rygte om, der ville være regnsæsson nu, meeeeen det viste
sig, at regnsæson blot betød, at der hver eftermiddag kom et KÆMPE regnskyl på
halvanden times tid, hvor himmel og hav stod i et. Så den regnsæson kunne ikke
holde os fra at ligge på stranden, læse bøger (ja, selv Lars læste.
FRIVILLIGT!!), løse kryds&tværs’er, drikke drinks i sækkestole på stranden,
spise vestlig mad, drikke rødvin, hvidvin og kaffe. Og nårh ja, få oliemassage,
ordnet negle – generelt bare blive forkælet og nusset om! Ja, vi må være ærlige
og sige, at vi hverken har spist så meget filippinsk mad eller været særligt
kulturelle/lokale, men det var bare som om, at når man nu var på ferie, at man
så ikke lige magtede mere ris f.eks.. I Kinaboksen står den jo nærmest på ris
morgen-middag-aften, og selvom det også er lækkert, sååå så de der pizza’er,
pastaretter, bøffer og kartofler også virkelig indbydende ud.
Hvem mon der læser hvad!?!
Onsdag på
Malapascua var vi på snorkeltur. Vi havde en båd alene i fire timer. To
kaptajner, fire stop, fire flasker vand, fire 7ups, fire øl og ikke nok
solcreme. Vi så fisk i spandevis, søstjerner i blå, sorte, hvide og med pletter,
koraler, japansk skibsvrag. Fodrede fiskene og ja, Søs og jeg vi så en Zebra
fiskeslange – uuuuuh, vi blev lige lidt nervøse der! :P
Udover snorkeltur,
så har vi været på øvandring (vi gik ud på opdagelse, så de små lokale bysamfund
på ø’en. Vi fór lidt vild og blev kørt tilbage på mortorcykel for fire kroner
pr. mand), og ja fredag aften, var der et lokalt disko i forlængelse af et
skolearrangement. Dette kunne vi selvfølgelig ikke lade vores små ”partynæser”
gå forbi, så der smuttede vi da hen. Her fik vi smagt den lokale guldøl og den lokale breezer, danset
og mødt en dansk pige, hendes filippinske kæreste og alle hans venner. De
elskede danskere, de vidste nemlige at ”Danes love smoking and party, party
with E”. Der måtte vi jo så nok lige melde pas på den form for fest, men en
fest havde vi da.
Itze danser Gangnam style til det filippinske halbal
Lørdag stod den på
hjemtur! Båd tilbage til Maya (farvel frisk luft, sandstrande, billige drinks,
lækker badevand og solskin), taxa til Cebu, men da vi havde et meget sent fly,
havde vi besluttet, at vi ville slutte Filippinerne af med en tur i SM-mall.
Der var plads til flere sko i vores tasker og vi havde massere af pesos
tilbage! Dette var lidt af en logistisk udfordring, da vi jo havde alle vores
tasker. Vi kunne jo ikke shoppe med backpacks!!! Så vi skiftedes til at sidde
på Starbucks og holde øje med tasker, mens de andre tre fór rundt i hvad der
svarede til ILLUM x 3 ej måske x 4, alle nåede at blive væk derinde, men alle
nåede også at finde tilbage, alle med sko i poserne! Jeg personligt tog til Filippinerne
med et par sko, og to par klipklappere, jeg kom hjem med yderligere et par
sandaler, et par converse, et par stiletter og endnu et sæt klipklappere. Selv
Lars købte tre par sko! :p
Efter SM-mall
lukkede var der stadig seks timer til vores fly afgik. Vi fandt mad, tog i
lufthavnen, måtte sidde og sove på gulvet indtil check in åbnede, sov ved
gaten, sov i en time i flyet, kom til Manial havde to timer at slå ihjel før
vores fly til Hong Kong afgik. Så her spiste vi igen og sov lidt mere. Kom op i
flyet , vi sov igen. Kom til Hong Kong, fandt en bus mod DongGuan. Kl. 15 var
vi hjemme i Jiang Nan Shi Jia (navnet på vores garden) . Vi var taget fra
Malapascua kl. 13 – det havde været en lang tur hjem. Vasketøj blev sat over,
bad blev taget og så var der ellers indkaldt til ”feriemøde” på den nye importøl-bar
lige ved Søs’ lejlighed. Vi skulle møde Anders og Jeppe, som mildt sagt også
havde haft en begivenhedsrig ferie. Fra dem vil der også komme en lille
redegørelse, men jeg vil gerne lige ”tease” lidt for den med følgende: ”Hvor er
mine penge? Hvor er der hoteller? Hvor er siderne i mit pas? Er jeg fanget i
Macau? ”
Nå, nu vil vi
takke af. Vores nye rengøringsdame er færdighed med at gøre rent (ja, vi lever
som ”kongerne af DongGuan”). Lars
og jeg skal ud at løbe og livet her i DongGuan kalder. Peace out.
Så er Lars tilbage
ved tasterne! Jeg har fået æren af at oploade dette indlæg… Så jeg vil lige
benytte lejligheden til at sige at det er Zlatans biografi jeg har gang i –
bare lige så I ikke tror at jeg er blevet helt tosset! Og med hensyn til alt
denne shopping, så kender i jo alle den gode gamle talemåde; I får ret … og jeg
får burgere! …eller hvordan det nu er!
Så forhelvede – så
står Itze klar med løbeskoene og pisken! Vi ses, banditter og banditinder!
Fillilove fra Itze & Lars
Ingen kommentarer:
Send en kommentar