Hmmm office hours?
Nu nærmer temperaturen
sig behagelige max 30 grader og kinaboxen har været mit hjem i lidt over en måned
nu. Så er det vist på tide at opdatere lidt om livet her på New Asia Foreign
Language School og omegn.
Min arbejdsdag starter kl.
7.45 og slutter kl. 17.30; jeg checker både ind og ud med fingeraftryk, så der
er ikke noget med at komme de obligatoriske 5 min for sent mere! Det er en forholdsvis
lang arbejdsdag og da mine egentlige undervisningstimer kun tæller 19 om ugen,
er der temmelig mange timer imellem som skal slås ihjel – de såkaldte office
hours. Dette var en smule, for ikke at sige rigtig svært for mig at acceptere i
starten: jeg skal dælme ikke sidde på mit kontor 6 timer om dagen og glo ind i
en laksefarvet væg – det er jo ikke derfor jeg er kommet til Kina! Så jeg fik
Lars og Itze til at hjælpe mig med at overtale principal til, at jeg kunne få lov
til at gå hjem efter mine sidste lektioner. Efter lidt snakken og forhandlen
frem og tilbage lød tilbuddet på, at det kunne jeg godt få lov til, men så
ville de reducere min løn fra 11000 til 6000 RNB om måneden. Efter lidt betænkningstid
valgte jeg at sige pænt nej tak til det, og æde de skide office hours. Et valg
som jeg efterhånden er ret glad for. Da jeg åbenbart har fået skabt mig et
rygte som værende en temmelig skrap tante，er der ingen der tør brokke sig når jeg ikke sidder på mit kontor i mine
office hours. Så de bliver bl.a. brugt på, søvn, shopping, negleplejning,
Skyping og jeg har endda fået set et par afsnit af forbrydelsen og en
dokumentar om Kina på Dr.dk.
BEEE QUIIIIEEET!
I Kina har man temmelig høj
status når man har hvid hud og lyst hår, og det kan være en smule ubehageligt
og svært at vænne sig til. Jeg har fået tildelt betydningsfulde opgaver her på
skolen fra dag eet; jeg skal fx tale i mikrofon foran hele skolen hver morgen
og lære dem et par engelske sætninger, hvilket jeg gør, næsten uden at ryste på
stemmen nu. Derudover er der ingen på skolen som tjener ligeså meget som jeg gør.
Ikke engang Principal. En almindelig lærer får ca. halvdelen af hvad jeg gør. Det
bliver virkelig svært at komme tilbage og være ny, anonym, betydningsløs lærer
på en dansk folkeskole. Jeg kan mærke at mine kollegaer og chefer forventer
meget af mig. Ikke på en krævende måde; mere på en måde så man får indtryk af
at de tror jeg er sendt fra himlen, og styrer det dersens undervisning for vildt.
Det gør jeg ikke, kan jeg afsløre. Overhovedet. Jeg havde en forventning om at
kinesiske børn sad med rank ryg, armene over kors og råbte YES TEACHER. Det gør
de også, bare ikke i mine timer. Jeg har efterhånden erfaret at man ikke kan
komme ind i klassen med sin smilende, venlige, danske folkeskolelærer attitude.
Det virker ikke her i Kina. Så meget af den første måned er også gået med at
smide alt jeg har lært på seminariet væk, og tilegne mig en mere kinesisk folkeskolelærer
attitude. Vi kalder den nazi-attituden og den er ikke sjov! Jeg spankulerer
rundt i klassen med hænderne i siden og nedstirrer børnene med sammenknebne dræberøjne,
dasker til dem, hamrer min hånd i bordet så de hopper en halv meter og råber og
skriger så de holder sig for ørerne. Jeg har endda fået et par stykker til at græde.
Det er ikke sjov, men det virker! Jeg er desuden begyndt at indføre
pointsystemer i mine timer – det er simpelthen nødvendigt for at gennemføre
undervisningen, desværre.
Hertil skal det altså
siges at de kinesiske børn er skide hamrende kære, og det virker faktisk som om
de ret godt kan lide mig på trods.
Rengøring, kakkelakker og andre Kina-trivialiteter
Jeg bor i en lille bitte
lejlighed i Kings View Spring Dawn Garden, 5 minutter væk fra skolen. Køkkenet
er efter utallige timers arbejde nu næsten rent og der er stort set ikke flere
kakkelakker. Hvis der skulle dukke en enkelt op får den straks med min
kakkelakspray. Den er jeg virkelig glad for! Altså både lejligheden og
kakkelaksprayen. Denne lejlighed kan jeg takke min ven, kollega og uundværlige livline
her i Kina, Richard for. Derfor vil jeg lige bruge lidt plads her på bloggen
til at fortælle om ham. Richard er den 3. udenlandske lærer ud over Jeppe og
mig her på New Asia Foreign Language School. Han har hjulpet mig med alt. ALT!!
Han har skaffet mig en lejlighed, sørget for jeg har internet, skændes med min
landlord så jeg får lov at betale husleje senere på måneden, købt kabel til mig
så jeg kan se fjernsyn fra min computer, hjulpet med at sørge for der er varmt
vand i lejligheden, vist mig hvor de gode og vigtige steder og butikker er osv.
osv. osv. Han er virkelig hjælpsom og så kan han snakke både engelsk og
kinesisk, hvilket er en kæmpe fordel. Thank you Richard!
Movie star i Kina
En dag kom en af mine
chefer (dem har jeg dælme mange af) ind på kontoret. Han hedder Avantes og er
den eneste ud over mig og Richard der kan tale engelsk. Derfor er det ham jeg
skal kontakte hvis jeg er syg eller vil tage en fridag osv. Han bad os om at
medbringe vores pas og visum dagen efter da immigrationspolitiet ville komme og
checke det. Richard blev temmelig bleg og det same gjorde jeg, velvidende at
jeg ikke har visum til at arbejde fast, men kun at være en slags konsulent og
udveksle undervisningsmetoder med kineserne. Næste dag oprandt og politiet
bankede på døren og tog os med på politistationen. Med svedige håndflader og
bankende hjerte sad vi så der og ventede i laaaang tid. Efter noget tid kom der
en betjent og sagde noget på kinesisk og Richard mente, at vi muligvis ikke nødvendigvis
skulle vise pas, så det puttede jeg hurtigt ned i bukserne – Der var jo ingen
grund til at de skulle se at det var et forkert visum, med mindre de
insisterede. Så blev vi kaldt til skranken for at udfylde nogle papirer, og pludselig
var der et filmhold der linede op med kameraer, instruktor og hele moletjavsen.
De begyndte at rykke på min stol og sige at jeg skulle smile. En anelse
forvirret spurgte jeg Richard, “hvad helvede det var der foregik”, men han var ligeså
uvidende som mig. Men da de bad mig om at lade som om jeg snakkede med
politibetjenten, og skulle give hånd til ham igen og igen og igen og smile til
kameraet, gik det op for mig at jeg pludselig var med i en reklamefilm om det lokale
politi. Der sad jeg så og snakkede dansk til en betjent der snakkede kinesisk
og tegnede krusseduller i stedet for at udfylde felter om hvad jeg laver i
Kina. Meget mærkeligt land! Så kan jeg også føje kinesisk movie star til CV’et.
Jeg er dermed i god jord hos politiet og behøver vist ikke være nervøs hvis de
tager mig med på stationen igen.
Af: Overprincipal af New Asia Foreign
Language School Miss Sos
PS. Uanset hvad der er
blevet blogget om Lars' brandert, så er det Itze der har ret...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar